Ti gode råd: Sådan giver du slip på dit efterskolebarn

Flere efterskoler oplever, at forældre har svært ved at give slip på deres børn. Det har en efterskole nu taget fat i.

I dag begynder et års efterskoleliv for mange danske unge. (Foto: Kastanievej Efterskole)

I dag tager tusindvis af teenagere hul på et års efterskoleophold rundt omkring i hele landet.

For mange af eleverne er det første gang, de skal ud og stå på egne ben. Det kan være en udfordring for nogle – også for forældrene, som til tider kan have svært ved at give slip på afkommet.

For at komme det i forkøbet og hjælpe både forældre og elever til at få en god oplevelse har Vestbirk Musik- og Sportsefterskole samlet 10 gode råd til forældre. Råd, der er blevet til i samarbejde med tidligere elever og forældre.

Overlevér vigtig info om barnet

En god måde at få ro i maven på er at give skolen de vigtige informationer om ens barn allerede den første dag.

Det kan være alt fra generelle bekymringer til oplysninger om skavanker, sygdomme eller psykiske udfordringer.

Lyt, men pas på med at blande dig

Når eller hvis ens barn ringer hjem med brok eller problemer, er det vigtigt at lytte, men ikke gå aktivt ind i konflikten.

I stedet anbefaler Vestbirk Musik- og Sportsefterskole, at man straks tager fat i den relevante kontaktperson på efterskolen, der så kan sætte ind.

Stol på den nye kontaktperson

Skolen opfordrer også til, at man som forældre viser tillid til netop kontaktpersonen, der er vant til at arbejde med nye elever.

Teenagerne skal vænne sig til at tage kontakt til de rette voksne i stedet for bare at ringe hjem. Det er også en vigtig del af modningsprocessen, at hjemmet tør slippe tøjlerne.

Intet nyt er godt nyt

De nye efterskoleelever bruger mange kræfter på at falde på plads i sin nye virkelig, og derfor er der ikke altid overskud til at ringe hjem eller sende beskeder.

Derfor er en god idé at lave aftaler med ens barn om, at vedkommende kun tager kontakt til hjemmet, når der er tid og overskud til det.

Tal med venner om dit savn – ikke barnet

Savnet kan hurtigt melde sig, når huset er mere tomt og mindre højlydt, efter ens barn er draget på efterskole.

Sker det, så snak med venner eller familie om savnet – ikke barnet. Det har allerede rigeligt at se til på efterskolen, og forældres savn kan være med til at give dem hjemve eller dårlig samvittighed.

På samme hold som skolen

Hvis efterskoleopholdet skal blive en succes, er det ifølge Vestbirk Musik- og Sportsefterskole vigtigt, at familie og skole stoler på hinanden og er loyale.

Med andre ord skal man tale med hinanden i stedet for at tale om hinanden.

Skriv barnet ud af familiens kalender

Forældre skal acceptere, at deres barn under efterskoleopholdet måske har andre prioriteter end lige familien.

Ifølge Vestbirk Musik- og Sportsefterskole kan eleverne få vigtige venskaber, blandt andet fordi de prioriterer hinanden højt det år, de går på skolen.

Stol på processen

Der kan komme perioder, hvor efterskolelivet er mere hårdt end sjovt.

Der er dog ingen grund til at fortvivle – det kan også være sundt. Det er i kriserne, eleverne udvikler sig og lærer noget om sig selv.

Det tager et helt år

Et godt efterskoleophold er et sammenkog af et helt års oplevelser - både ned- og opture.

Forældre bør derfor være tålmodige og lægge mærke til alle de små skridt, som tages allerede fra den første dag.

Nyd hvert sekund

Det kan godt være, at et helt år lyder af lang tid, men før man ved af det, er det hele overstået.

Sørg derfor at nyd tiden, at se barnet udvikle sig og komme hjem mere moden, lyder det sidste gode råd fra Vestbirk Musik- og Sportsefterskole.