TIDSLINJE Husker du Mariager-sagen?

I 2014 rettede hele Danmark opmærksomheden mod Mariager, hvor et lesbisk par fortalte at det blev groft chikaneret.

Den lille nordjyske by, Mariager, kom i efteråret 2014 i landsdækkende og internationale mediers søgelys. En lesbisk kvinde i byen stod frem og fortalte, at hun og hendes familie blev chikaneret og udsat for såkaldte "hate crimes".

Kvinden, Tulle Krøyer, var angiveligt blevet chikaneret af en mand ved flere lejligheder.

Ifølge Tulle Krøyer havde en person kastet skrald ind i hendes have, smidt hundelort på hendes vinduer og endda stået i haven og truet hende med knyttet næve.

Lysdemonstration og medieopbud

Tulle Krøyers historie fik national medieopmærksomhed, og borgerne i Mariager arrangerede en lysdemonstration for at markere, at byen ikke ville acceptere chikane af seksuelle minoriteter.

To uger senere blev byen fyldt af endnu en demonstration. Folk fra hele landet kom til Mariager for at bakke op om Tulle og hendes familie.

Sagen fortsætter

Et foto af Carsten Anhøj, en lokal 39-årig mand, blev kort før demonstrationerne udpeget af Tulle Krøyer i politiets fotoalbum. Personen på billedet var ifølge Tulle Krøyer identisk med den person, der havde stået i hendes have med knyttet næve.

Carsten Anhøj blev sigtet af politiet i chikanesagen.

Sigtelsen mod Carsten Anhøj blev i juni 2015 droppet af politiet på grund af utilstrækkelige beviser, men efter at Tulle Krøyer, klagede til Statsadvokaten, blev sigtelsen genrejst.

Carsten Anhøj er i dag stadig sigtet.

Løgn eller chikane

En ny DR dokumentar sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig skete i Mariager tilbage i 2014.

Den undersøger sigtelsen mod Carsten Anhøj, og den taler med personer, som sætter spørgsmålstegn ved Tulle Krøyers troværdighed. Hvad skete der egentlig i Mariager?

Dokumentaren 'Løgn eller chikane i Mariager' sendes mandag aften klokken 20.45 på DR1.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube