Tema Terrorsagen

Tiltalt i terrorsag brugte mobil i fængslet til at skaffe tøj og penge

21-årige LE afviser at have talt med medtiltalte i den mobiltelefon, han fik smuglet ind i fængslet.

21-årige LE erkender at have haft en mobiltelefon under sin varetægtsfængsling, men han har kun brugt den til at skaffe tøj og penge, siger han. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

I det store billede fylder tiltalen for at have en mobiltelefon i fængslet ikke meget i anklageskriftet mod 21-årige LE, der er tiltalt i terrorsagen for medvirken til terrorisme.

Men telefonerne har skabt stor debat på Christiansborg og sat gang i et større arbejde med et forhindre, at de i fremtiden lander i fængselscellerne hos de indsatte.

I den konkrete sag har tre tiltalte været i besiddelse af en mobiltelefon, og det har skabt bekymring for, hvorvidt de skal have talt sammen og afstemt forklaringer.

Terrorsagen

Over et år efter angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København kører retssagen nu mod fire mænd i Københavns Byret. De er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein, efter han havde angrebet Krudttønden. Følg retssagen her.

Gå til tema

På terrorsagens tredje dag blev 21-årige LE konfronteret med besiddelsen af en mobiltelefon og et simkort. En besiddelse, han blankt erkender. Telefonen blev dog ikke brugt til at tale med de andre indsatte – men til at bestille fornødenheder fra venner udenfor fængselsmurene, forklarede han.

- Jeg ville bare have en telefon til at skaffe tøj og penge, svarede LE i Københavns Byret.

Han nægtede derudover at svare på, hvad telefonen ellers skulle bruges til.

- Ringede du til dine medtiltalte?, spurgte anklager Sidsel Klixbüll.

- Det gjorde jeg ikke, svarede 21-årige LE.

Ingen besøg i to måneder

I retten kom det samtidig frem, at han ikke har haft besøg i fængslet de sidste to måneder, selvom han principielt har ret til et ugentligt, overvåget besøg fra sin mor.

Før retssagens begyndelse er det kommet frem, at de tiltalte i sagen om medvirken til terrorangrebet i København har haft adgang til mindst 12 mobiltelefoner, siden de blev anholdt sidste år.

På den baggrund har justitsminister Søren Pind (V) præsenteret 21 tiltag, der skal styrke indsatsen mod mobiltelefoner i fængslerne.

De går på at modvirke indsmugling, afsløre telefoner der er kommet ind i fængslerne og skærpe sanktionerne.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube