Tjek om din Apple-oplader kan være farlig

Har du en oplader til en iPhone, Macbook eller iPad er det værd at tjekke, om den er blandt de potentielt livsfarlige opladere, som Apple har tilbagekaldt. Her er, hvad du skal kigge efter.

I januar i kom det frem, at også de større todelte opladere kan være farlige. (Foto: Apple © Apple)

Den multinationale it-virksomhed Apple har af to omgange tilbagekaldt opladere til deres produkter, fordi der er en sikkerhedsrisiko forbundet med at bruge dem.

Først var det de flade USB-opladere, den var gal med. De blev tilbage i januar 2014 tilbagekaldt, fordi de kan overophede og i værste fald starte en brand.

I januar i år kom det så frem, at også de større todelte opladere kan være farlige. Disse opladere, som typisk er til Mac-computere, iPhones og iPads, kan nemlig gemme på en slem forskrækkelse: De kan give dig voldsomt stød. Omkring 280 millioner Apple-opladere verden over er derfor kaldt tilbage.

Identificer om netop din Apple-oplader er berørt

(Foto: Apple © Apple)

De opladere, der er berørt af den seneste tilbagetrækning er tobenede opladere, hvor stikbenene kan skilles fra resten af opladeren. De er produceret mellem 2003 og 2015 og er designet til Mac- og IOS-enheder i Europa (heriblandt Danmark), New Zealand, Argentina, Brasilien, Australien eller Korea. Har du købt produkter fra Apple World Travel Kit i samme periode, kan opladerne til disse også være farlige.

Hvis ovenstående betingelser er opfyldt, kan du nu tjekke, om netop din oplader er blandt de potentielt farlige ved at skille den del af opladeren, hvor stikbenene sidder fra resten af opladeren. Står der et 4-5 cifret tal på indersiden af denne del, eller står der ingen tegn overhovedet, er din oplader blandt de tilbagetrukne opladere. Står der derimod en områdekode som ”EUR” er din oplader udenfor risikogruppen.

(Foto: Apple © Apple)

Har du en flad USB-oplader kan du heller ikke vide dig helt sikker, før du har lavet et par enkelte tjek. Er din flade Apple USB-oplader til iPhone 3GS, iPhone 4 og iPhone 4S produceret mellem oktober 2009 og september 2012, kan du nemlig risikere, at den overopheder og i værste fald bryder i brand. Tjek derfor om serienummeret er A1300 og om den har et gråt CE-mærke. Hvis det er tilfældet er den blandt de potentielt farlige opladere.

Sådan kan du få en ny oplader

Apple opfordrer på deres hjemmeside alle kunder, der har en potentielt farlig oplader til at få den ombyttet hurtigst muligt. Henvender du dig i en af Apples autoriserede serviceudbydere såsom Humac kan du uden omkostninger få byttet din oplader til en ny.

Humac oplyser desuden, at du også kan komme ind med din oplader og få den byttet hos dem, hvis du har købt din Apple-oplader i anden butik end deres.

På Apples hjemmeside skriver de, at USB-opladere ikke er omfattet af tilbagetrækningen. De oplyser dog til Kontant, at det er en fejl. USB-opladere er altså også blandt de tilbagetrukne.

Guide til at tjekke din Apple-oplader

Din todelte Apple-oplader til Macbook, iPod, iPad eller iPhone er potentielt farlig hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Den er produceret mellem 2003 og 2015.
  2. Den er designet til at fungere i Europa (og dermed Danmark), Australien, New Zealand, Korea, Argentina eller Brasilien.
  3. Når du tager den del med stikbenene af resten af opladeren står der 4-5 tal eller ingen tegn på indersiden af opladeren. Står der derimod en områdekode (fx EUR) er opladeren ikke farlig.

Din flade Apple-oplader til iPhone, iPad eller iPod er potentielt farlig hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Opladeren er designet til en iPhone 3GS, iPhone 4 eller iPhone 4S.
  2. Den er produceret mellem oktober 2009 og september 2012.
  3. Hvis CE-mærket er gråt
  4. Hvis modellen hedder A1300

Apple-opladere er sandsynligvis skyld i to brande i henholdsvis Hobro og Silkeborg. Her kan du tjekke, om din Apple-oplader hører til blandt de farlige.

Opslået af DR Nyheder på 3. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube