Tog skubbede gravemaskine 150 meter: Undersøgelser skal påvise årsag

Otte passagerer bliver undersøgt for skader efter et tog er kollideret med en gravemaskine på Kystbanen.

Det er usandsynligt heldigt, at der ikke var nogen, der kom alvorligt til skade, da et kystbanetog i morges kørte ind i en gravemaskine, der arbejdede langs kørebanen ved Klampenborg.

Det mener Kenneth Laurentius, områdechef i Banedanmark, der har været tilstede på ulykkesstedet siden i morges.

- Gravemaskinen bliver skubbet cirka 150 meter. Toget kører med en hastighed på 120 kilometer i timen, så der går jo noget tid, før toget standser. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, og jeg har arbejdet her i 35 år, siger han.

En række undersøgelser er igangsat for at finde ud af, hvorfor gravemaskinen befandt sig på skinnerne, da toget kom kørende.

Både DSB, Banedanmark og Havarikommissionen har folk på stedet for at kortlægge forløbet. Det fortæller Martin Harrow, der er områdechef for kvalitet og sikkerhed i Banedanmark.

Vi har meget få af den slags sager. Lige nu er vi glade for, at der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade

Martin Harrow, områdechef for kvalitet og sikkerhed i Banedanmark

- Lige nu ved vi simpelthen ikke, hvad årsagen er. I første omgang indsamler vi beviser og forsøger at finde ud af, hvad der er foregået - om der er en teknisk forklaring eller menneskelig forklaring, siger han og fortsætter:

- Ud fra det skal vi lave en årsagsanalyse, og når vi har gjort det, skal vi lave korrigerende og forebyggende tiltag, så vi er sikre på, at det ikke sker igen.

Det er Banedanmark, der har hyret entreprenørfirmaet i forbindelse med noget kabelarbejde langs kørebanen.

Ifølge Martin Harrow sker der sjældent ulykker som den i dag på de danske togstrækninger.

- Den danske jernbane er en af de sikreste i Europa og et af de sikreste transportformer. Så vi har meget få af den slags sager. Lige nu er vi glade for, at der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade, siger han.

Otte personer indlagt

DSB oplyser, at togets godt 600 passagerer er blevet tilbudt krisepsykologhjælp. Otte passagerer er ifølge DSB kørt på hospitalet med lettere skader som muligt piskesmæld og chok efter uheldet.

Føreren af gravemaskinen nåede at hoppe ud, inden toget buldrede ind i maskinen og slap fra kollisionen med lettere skader.

Entreprenørfirmaet, som gravmaskinen tilhørte, var hyret til at arbejde med nogle kabler langs skinnerne. (Foto: Stine Thomsen, DR Nyheder)

Uheldet giver store forsinkelser på kystbanen, og det vil fortsætte i løbet af dagen.

Tony Bispeskov, informationschef i DSB, oplyser, at der er sket omfattende skader på både tog og køreledningsmaster, og at toget derfor er taget ud af drift.

- Nu afventer vi, at Banedanmark melder, hvornår vi igen kan komme til at køre på strækningen. Det vil tidligst være i morgen, at begge spor er oppe at køre igen, siger han.

Banedanmark håber, at gravemaskinen og toget er fjernet fra sporet klkokken 20.00 i aften. Men om togene kommer til at køre planmæssigt derefter er ikke til at sige med sikkerhed.

På DSB's hjemmeside kan man læse, at der er indsat togbusser på strækningen mellem Klampenborg og Skodsborg.

Få seneste nyt om trafiksituationen på DSB's hjemmeside.