Trafikstyrelsen om kvinde, der blev trukket ind under tog: Hun er selv medskyldig

Offer for togulykke på Nørreport chokeret over, at Trafikstyrelsen giver hende skylden for ulykken.

Billede fra stationens overvågningsvideo viser kvinden blive slæbt efter toget og en mand, der forgæves prøver at holde hende tilbage, sekunder inden hun bliver trukket ned under toget. (© Overvågningsvideo)

En eftermiddag i februar 2015. Anne er ved at komme for sent til toget fra Nørreport mod Rungsted.

Hun har travlt, for hun skal hente sin datter, så hun småløber hen til togdøren, der er ved at lukke. Hun trykker på knappen til døråbning, men for sent - dørene vil ikke åbne igen.

Så træder hun tilbage. Men pludselig giver det et ryk i hende. Toget begynder at køre og hendes frakke sidder fast i togdøren.

Det går bare hurtigt. Jeg bliver suget ned. Det var ligesom i en støvsuger.

Anne

Hun bliver væltet omkuld og trukket hen ad perronen, og så suget ned under toget.

- Det går bare hurtigt. Jeg bliver suget ned. Det var ligesom i en støvsuger, fortæller Anne til P1 Dokumentar.

Ved et mirakel overlever hun og kan rejse sig og bliver hjulpet op på perronen af andre passagerer, inden det næste tog kommer.

Hun er medskyldig, mener trafikstyrelsen

Trafikstyrelsen mener, at Anne selv er medskyldig i, at ulykken sker.

- Hun forsøger at komme med toget på et tidspunkt, der er meget sent. Det er farligt. Hun er selv medskyldig, siger Jesper Rasmussen, vicedirektør i Trafikstyrelsen, til P1 Dokumentar.

Anne læste første gang om Trafikstyrelsens syn på ulykken i Ekstra Bladet, og det ryster hende, at hun selv får skylden for ulykken.

- Jeg fik det fysisk skidt, da jeg læste det. Jeg tror ikke, han har set filmen fra overvågningskameraet eller kender detaljerne. Det svarer til, at der er tre børn, der cykler, og den ene har ikke cykelhjem på, og de styrter alle tre og ham uden cykelhjem bliver dræbt, og så siger man, at det er hans egen skyld fordi han ikke har cykelhjem på, siger Anne til P1 Dokumentar.

Havarikommission frikender Anne

Havarikommissionen, som har undersøgt ulykken grundigt, mener ikke, man kan give passageren selv skylden for ulykken.

- Hun går hen til døren og trykker på knappen, ligesom man gør ved en elevator, og ikke andet, siger Bo Haaning, chef for Jernbaneenheden i Havarikommissionen til P1 Dokumentar.

P1 Dokumentar: Snød døden ved Nørreport

I februar 2015 overlevede en kvinde mirakuløst en togulykke på Nørreport station i København. Du kan høre hendes historie i P1 Dokumentar, som du finder her.

Årsagen til ulykken skal ifølge Havarikommissionen findes et andet sted: I 2010 fjernede DSB First med Trafikstyrelsens godkendelse den visuelle efterkontrol på de tog, der kører på Kystbanen mellem København og Helsingør.

Det betød, at konduktøren ikke længere skulle stige ud af toget og kontrollere, at intet eller ingen var i klemme i dørene eller var faldet ned mellem toget og perronen.

DSB First havde problemer med at overholde køreplanen, og hvis den visuelle efterkontrol fra perronen blev fjernet, kunne man spare kostbar tid.

Den person, som skrev under på Trafikstyrelsens godkendelse, var Trafikstyrelsen vicedirektør, Jesper Rasmussen.

Annes pelsfrakke hang fast i døren, mens hun blev trukket ned under toget. (© PRIVATFOTO)

- Vi vurderede dengang, som vi også gør nu, at efterkontrollen ikke havde væsentlig sikkerhedsmæssig betydning, siger Jesper Rasmussen.

Efter Annes ulykke på Nørreport har DSB genindført den visuelle efterkontrol af tog på Kystbanen. I P1 Dokumentar ’Snød døden på Nørreport’ fortæller Anne historien eksklusivt til P1 Dokumentar. Hun vil gerne være anonym, så Anne er ikke hendes rigtige navn.

- Hun forsøger at komme med toget på et tidspunkt der er meget sent. Det er farligt. Hun er selv medskyldig, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen.

Opslået af DR Nyheder på 27. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube