Trine måtte hacke sin døde søsters Facebook

Det var ikke adgangskoder, Trine brugte tid på, da hun tog afsked med sin døende søster. Det gav problemer efterfølgende.

Trine Juul Axelsen måtte gætte sig frem til sin afdøde søsters adgangskoder på Facebook, Instagram og Twitter for at få dem lukket ned.

Da Trine Juul Axelsen mistede sin søster til kræft, stod hun pludselig over for en uventet opgave.

Søsterens profiler på de sociale medier fortsatte ufortrødent, og familien havde ikke overvejet at bede om adgangskoderne ved dødslejet.

- Vi fokuserede på at være sammen i den sidste tid. Hun havde ikke lyst til at tale om døden, og vi havde slet ikke tænkt over problemstilligen, fortæller Trine Juul Axelsen.

I en ny undersøgelse fra Landsforeningen Liv & Død svarer tre ud af fire, at de ikke har taget stilling til, hvad der skal ske med deres digitale liv på nettet efter deres død. For de efterladte kan det være en følelsesmæssig mavepuster, at den afdøde fortsat dukker op på Facebook og andre sociale medier.

I dagene efter søsterens død lykkedes det familien at gætte sig frem til koderne og få slettet hendes digitale liv. Men det var en opgave, Trine Juul Axelsen gerne havde været foruden.

- Det var hårdt at bruge så meget tid på at sidde med hendes forskellige profiler, mens vi stod midt i sorgen. Jeg ville efterfølgende ønske, vi havde afklaret det på forhånd, siger hun.

Oplevelsen har fået Trine Juul Axelsen til at skrive sine egne logins og adgangskoder ind i et dokument, som familien ved, hvor de kan finde.

Hun ønsker ikke, at hendes nærmeste skal stå i samme situation, når hun engang skal herfra.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube