Trods flere ulykker: Færdselsbetjente bruger mindre tid på færdselsopgaver

Færdselsbetjente kommer ikke ud på vejene, fordi de skal bevogte terrormål, lave grænsekontrol eller andre opgaver.

Tre politikredse bekræfter, at færdselspolitiet bruger mindre tid på egentligt færdselsarbejde. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Mens antallet af trafikdræbte og trafikulykker på motorvejene stiger, så laver færdselsbetjente flere steder i landet langt færre færdselskontroller.

De har nemlig travlt med at løse andre opgaver.

Det bekræfter politifolk fra tre politikredse over for DR Nyheder.

Færdselsbetjent og tillidsmand i Københavns Politis færdselsafdeling Anders Knudsen fortæller, at der på hverdage i København ikke er afsat en eneste færdselsbetjent til færdselsarbejde, ud over de civilansatte, der laver automatiske hastighedskontroller i de såkaldte ATK-biler.

Fakta: Flere dræbte i trafikken

• Efter en stabil periode blev 2016 et dårligt år på de danske veje.

• Hele 211 blev dræbt i trafikken, og der var 1796 alvorligt tilskadekomne.

• Det er ifølge Rådet for Sikker Trafik første gang siden 2011, at der i Danmark er blevet dræbt over 200 personer i trafikken på et år.

• Det er ifølge Vejdirektoratet den markant øgede trafik på landets motorveje, der har ført til flere uheld og ulykker.

• Ifølge Vejdirektoratets foreløbige tal for 2017 er der en tendens til, at der er færre dræbte, men flere tilskadekomne i trafikken.

I stedet kører motorcykelbetjentene fra Københavns Politi tilsyn ved ambassader, jødiske institutioner og andre potentielle terrormål.

- Hvis man møder en motorcykelbetjent i København, så er betjenten på vej til eller fra en tilsynsopgave. Selvfølgelig kan man ikke køre over for rødt for næsen af os, men hvis vi eksempelvis ser en ældre bil, der ser ud til ikke at være helt i orden, så fravælger de fleste færdselsbetjente at gøre noget ved det, siger Anders Knudsen.

Også en typisk færdselsopgave som eskortekørsel for ambulancer er der ofte ikke tid til, fortæller tillidsmanden.

Flere ulykker på motorvejene

På Fyn vurderer formanden for Fyns Politiforening Steffen Daugaard, at omkring halvdelen af færdselsbetjentene laver færdselsarbejde:

- De resterende laver sagsbehandling på voldssager, afholder køreprøver og laver grænsekontrol ved Rødby og Gedser, siger han.

De fynske motorveje er ellers et af de steder, hvor antallet af ulykker ifølge Vejdirektoratets tal er steget.

Også motorvejene på Københavns Vestegn har været hårdt ramt af ulykker, og her er det langtfra hver dag, at politikredsens 12-13 færdselsbetjente laver færdselsarbejde.

- Vi prøver at få så mange ud dagligt, som vi kan, men vi er blevet bedt om at hjælpe til i beredskabet, og det betyder, at mange dage går med at klare andre opgaver, siger politiassistent Erik Andersen, der også fungerer som tillidsmand i færdselsafdelingen i Københavns Vestegns Politi.

Det er blandt andet bevogtningsopgaver, højrisiko-fodboldkampe og kontrol af indrejsende ved Rødby Havn, der tager færdselsbetjentenes tid på den københavnske vestegn. Derfor kan der være dage, hvor de slet ikke kommer ud på motorvejene.

- Hvis du spørger mig, så er vi ikke ude tit nok. Vi vil gerne patruljere meget mere, for en af vores vigtigste opgaver er at være synlige i trafikken, siger Erik Andersen.

Specialvogne mod vanvidsbilister står stille

Også indsatsen mod vanvidsbilister kan i hovedstadsområdet være betydeligt svækket af, at færdselsbetjentene og deres specialvogne bruges til andre opgaver.

Københavns Politis såkaldte Provida-biler, som er udstyret med specielle videokameraer og andet særligt færdselsudstyr, der gør dem effektive til at fange vanvidsbilister, er nemlig næsten aldrig ude på vejene.

En af bilerne bliver brugt som transport på tilsynsopgaverne, men ellers holder de stille, fortæller Anders Knudsen fra Københavns politi:

- Vi har tidligere kørt med dem på motorvejene i Københavns Vestegns område, men det gør vi ikke mere, siger han.

Dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik Jesper Sølund anerkender, at der er for mange opgaver til for få betjente, men fastholder, at der er brug for mere færdselskontrol i Danmark.

- Det er ærgerligt, at politiets færdselsindsats må vige for andre opgaver, siger han.