Tusinder skal graves op pga metro-byggeri

Byggeriet af den ny metro-etape i København medfører, at de jordiske rester af tusinder af personer - formentlig mellem 5.000 og 10.000 - skal graves op og genbegraves et andet sted på Assistens Kirkegård.

Assistens Kirkegård i København. (Foto: Henrik Pyndt Sørensen © Scanpix)

Byggeriet af den ny metro-etape i København medfører, at de jordiske rester af tusinder af personer - formentlig mellem 5.000 og 10.000 - skal graves op og genbegraves et eller andet sted på Assistens Kirkegård, skriver Berlingske Tidende.

Det store antal kommer bag på medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg. Formanden for udvalget, Henriette Kjær fra De Konservative, siger, at hun har fået oplyst, at det kun drejer sig om et par grave, der vil blive berørt.

Det samme siger Mogens Heunicke fra Socialdemokratiet.

- Hvis det drejer sig om, at hundreder - eller flere tusinde - mennesker skal genbegraves ude på Assistens Kirkegård, er det helt nye oplysninger, siger han.

Årsagen er måske, at et gravsted formelt kun eksisterer i tyve år. Og i øvrigt så længe nogen vil betale for det. Men de døde ligger stadig i jorden, og på en ældre begravelsesplads som Assistens Kirkegård befinder der sig i gennemsnit 13 i hvert eneste gravsted.

Hvis det holder stik, indebærer det, at i alt 6.149 lig skal graves op fra de i alt 473 gravpladser, der bliver påvirket af metroen.