Tema Terrorsagen

TV 2-journalist smidt ud af nævningeting i terrorsagen

Få minutter før terrorsag mod fire unge mænd begyndte, blev en nævning smidt ud af sagen, fordi han er journalist.

Kort før sagen mod fire mænd, der er tiltalt for medvirken til terror, begyndte, blev en nævning erklæret inhabil i sagen. (Foto: Mads Jensen)

Få minutter inden retsformand Marianne Madsen sammen med otte nævninge tog hul på den såkaldte terrorsag i Københavns Byret, udspillede der sig et mindre drama i lokalet, der støder op til retssal 60 i Københavns Byret.

Her mødtes de otte nævninge med retsformand Marianne Madsen. Inden sagen skulle begynde, spurgte hun de otte, hvad de normalt lavede. En af dem viste sig at være journalist for TV 2.

Terrorsagen

Over et år efter angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København kører retssagen nu mod fire mænd i Københavns Byret. De er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein, efter han havde angrebet Krudttønden. Følg retssagen her.

Gå til tema

I den egenskab har journalisten dækket flere af de politiske reaktioner på det terrorangreb, der ramte København i februar sidste år. Og det er ikke foreneligt med at være lægdommer i retssagen, vurderer Københavns Byret.

Pressekontaktdommer Jens Bech Stausbøll bekræfter over for DR Nyheder, at man sendte TV 2-journalisten hjem.

Af retsbogen for sagen fremgår det, at nævning nummer to var inhabil, fordi han gennem sit arbejde har skrevet om politiske synspunkter i sagen, forklarer han.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der repræsenterer 20-årige LE i sagen, er tilfreds med, at retsformanden sendte den pågældende nævning hjem.

- Jeg synes, det var en god ide. Det havde været uhensigtsmæssigt, hvis han skulle sidde der, siger hun.

Ved sagens begyndelse var der i alt udpeget otte nævninge til sagen. Seks af dem er lægdommere, mens to fungerer som reserve. Hjemsendelsen betyder også, at en af de to reserver er blevet lægdommer i sagen.

Det er ganske uproblematisk, da der blot skal være seks nævninge tilbage, når der skal fældes dom i sagen.

DR Nyheder har været i kontakt med den pågældende journalist, der ikke har nogen kommentarer til sagen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube