Tv-kok efter politiker-kovending: Nu skinner solen - men vi hoverer ikke

Nikolaj Kirk har kritiseret det nu skrinlagte nybyggeri på amagerkansk naturområde.

Det glæder Nikolaj Kirk, at Københavns overborgmester vil finde et andet sted til nybyggeri end et fredet naturområde.

Der skal alligevel ikke bygges boliger på den fredede del af naturområdet på Amager Fælled.

Sådan lyder udmeldingen fra Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der nu vil undersøge, om byggeriet kan flyttes til et andet område.

Det glæder tv-kok Nikolaj Kirk, der har ført en aktiv videokampagne mod byggeplanerne på Strandengen.

- Solen skinner. Vi er glade, men vi er ikke hoverende. Jeg synes, at det er rigtig stort gjort af Frank (Jensen, red.), at sætte sig ned og sige ’okay, vi lytter’. Det takker vi meget for, fortæller Nikolaj Kirk.

Sagen er blevet en politisk varm kartoffel op til kommunalvalget, blandt andet efter 6.000 naturelskere slog ring om området i protest.

Derfor er Nikolaj Kirk glad for, at budskabet er trængt igennem til politikerne på rådhuset.

- Det er så nemt at redde regnskov, men i virkeligheden skulle vi måske også prøve at redde vores egen natur en lille smule, siger tv-kokken med henvisning til, at området kan hjælpe danskerne med at forstå deres natur bedre.