Tysk borgmester: En sort dag for Femern

Borgmesteren i Femern, Otto Uwe Schmid, siger efter fredagens aftale om en Femern-bro, at han frygter stor arbejdsløshed i fremtiden, ikke mindst fordi færgerne mellem Danmark og Tyskland bliver overflødige.

Borgmester Otto Uwe Schmid, Femern: Færgerne sejler med prøjsisk præcision. (Foto: DR © DR)

Borgmesteren i Femern på den tyske nordkyst er alt andet end begejstret for fredagens dansk-tyske aftale om en Femern-bro mellem de to lande.

MediaLinks:

Borgmester Otto Uwe Schmid siger til TV Avisen, at han frygter for stor arbejdsløshed i fremtiden, ikke mindst fordi færgerne bliver overflødige.

- Jo, måske er det en historisk dag, men det er snarere en sort dag for Femern og regionen. En fast forbindelse er i vores øjne ikke den rigtige beslutning, siger han.

Ingen nytte

- Vi har talt med sagkyndige og fagfolk i årevis, og vi ser det ikke som et europæisk mammutprojekt. Vi kan ikke se nytten af broen, fortsætter han.

Otto Uwe Schmid henviser til Scandlines-færgerne mellem Rødby og Puttgarden, som med hans ord "sejler med prøjsisk præcision".

- Færgerne er ovre på 35 minutter, og det har jeg kaldt flydende broer. Færgesejladsen kan optimeres, og så vil begge stater kunne spare mange penge, siger han.

Et dansk projekt

Den danske stat står ifølge fredagens aftale for en statsgaranti på 35 milliarder kroner til broen og de danske landanlæg.

Tyskerne skal udelukkende stå for egne landanlæg, der ifølge planen kommer til at koste under seks milliarder kroner.

Den tyske trafikminister Wolfgang Tiefensee kalder da også Femern-broen for "et rent dansk projekt".

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326fedfa11f9d1b2c78aba3