Tema Ubådssagen

Ubådsejer sigtet for drab på svensk kvinde

Ubåden sank tidligere i dag, og en kvindelig svensk passager er savnet.

Verdens største privatbyggede ubåd 'Nautilus' var tidligere i dag eftersøgt, indtil den sank. Ejeren blev reddet, men en kvinde savnes stadig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Ejeren af den ubåd, der tidligere i dag sank er sigtet for drab på en svensk kvinde.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Verdens største privatbyggede ubåd 'Nautilus' sejlede ud fra Refshaleøen torsdag aften omkring klokken 19.00 med den mandlige ejer og den svenske kvinde ombord.

Københavns Politi modtog i nat kl. 03.39 henvendelse fra Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) om, at ubåden ikke var vendt tilbage fra en prøvesejlads.

En eftersøgning blev iværksat, og omkring 10.30 dukkede ubåden op ved Drogden Fyr i Køge Bugt. Kort efter sank ubåden pludselig, og ejeren blev reddet i op af en privat motorbåd, der sejlede ham i land.

Den svenske kvinde, der var ombord, er angiveligt journalist og skulle skrive en historie om ubåden.

Hun sejlede torsdag aften omkring 19.00 ud fra Refshaleøen sammen med ejeren. De pårørende til kvinden meldte hende savnet, da hun ikke var kommet tilbage fra turen.

Politiet søger vidner

Ubådsejeren siger selv, at han satte hende af ved spidsen af Refshaleøen nær restaurationen ”Halvandet” omkring kl. 22.3o. Han nægter sig skyldig i drab.

Ubåden ligger nu på syv meter vand, men det har ikke været muligt for dykkere at komme ind i ubåden. Først skal den stabiliseres på stedet eller bjærges og bugseres i havn, oplyser politiet. Det sker formentlig lørdag.

Politiet søger nu vidner i sagen.

-Vi vil gerne i kontakt med vidner, der enten har set ubåden med de to personer forlade havnen omkring kl. 19.00, eller som har observeret ubåden og besætningen komme nær spidsen af Refshaleøen omkring kl. 22.30. Derudover vil vi gerne tale med eventuelle vidner, der kan have set den svenske kvinde efter klokken 22.30 torsdag aften, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Kvinden beskrives som: 160 cm høj, 56 kilo, 30 år, spinkel af bygning, rødbrunt hår, grønne øjne. Iført en orange bluse med lange ærmer, sort/hvid blomstret nederdel, nylonstrømper og hvide tennissko.