Uber-chauffører: Vi imødeser retssager med sindsro

Foreningen af Uber-chauffører er klar til at støtte de chauffører, der skal for retten, med juridisk hjælp.

Seks Uber-chauffører skal for retten i prøvesager, men derudover er 18 andre chauffører sigtet af politiet for at have overtrådt taxilovgivningen. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Seks Uber-chauffører skal for retten i slutningen af april – tiltalt for ulovlig taxakørsel.

I Uber Partner Foreningen, der repræsenterer chaufførerne, ryster man ikke i bukserne over den kommende rettergang.

- Vi imødeser sagerne med sindsro, men må også konstatere, at vi synes, at anklagerne er ude på en farlig vej, fordi Uber jo er en global virksomhed, siger talsmand og næstformand i foreningen Nicolai Jørgensen.

- Og hvis Uber forbydes på grund af nationale regler i Danmark, så kan man jo risikere en sag ved EU-domstolen. Det er i hvert fald den vej, vi har tænkt os at forfølge sagen.

Foreningen er klar til at støtte op om alle de Uber-chauffører, som får juridiske problemer. Man har nemlig tilknyttet både en advokat og andre juridiske vejledere til foreningen.

I 2014 anmeldte Trafikstyrelsen selve Uber-koncernen til politiet, men i denne sag er der ikke sket fremskridt.

Nicolai Jørgensen undrer sig over, at politiet går efter chaufførerne.

- Vi synes, det er højst ejendommeligt, at det er chaufførerne, man går efter, da de bare passer et lovligt arbejde i Danmark, forklarer talsmanden.

- Jeg mener, at Anklagemyndigheden skulle have sigtet Uber-koncernen og ikke Uber-chaufførerne, da de jo blot er tilknyttet som chauffører.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube