Udrejsecenter i Bording skaber utryghed i nærområdet

Cirka 650 borgere var her til aften mødt op til et borgermøde vedrørende det nye udrejsecenter.

Cirka 650 borgere var mødt op til borgermøde i Bording her til aften. Mange, fordi de er bekymret for, hvad det nye udrejsecenter vil betyde for sikkerheden i området.

Op mod 600 afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold flytter om kort tid ind på det tidligere åbne statsfængsel Kærshovedgård ved Ikast.

Det kommende udrejsecenter har skabt utryghed i nærområdet, og i aften var flere end 500 borgere mødt op til et borgermøde om situationen i Bording.

Én af dem, som var med til borgermødet, var det kommende udrejsecenters tætteste nabo, Ole Tranberg, der føler sig utryg.

- Jeg håber, at fremmødet her til aften gør, at myndighederne vil tage vores bekymring alvorligt, siger han.

Heller ikke Birgit Christensen føler sig helt tryg ved de nye naboer.

- Jeg er bange for, om jeg trygt kan gå en tur i skoven igen, jeg er bange for at møde nogle vidt fremmede mennesker. Det bliver noget helt andet end den fred og ro, vi har været vant til.

Sidste år kom der 21.225 asylansøgere til landet, mens lidt over 1.900 blev afvist.

Det tal forventes at stige i år, og regeringen har derfor besluttet at etablere udrejsecentret på Kærshovedgård.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube