Udviklingshæmmede Christina blev seksuelt krænket af sex-dømt sosu-assistent

Sosu-assistenten var tidligere dømt for et seksuelt overgreb, men kommunen anede det ikke.

Christina var 24 år, da hun var udsat for overgrebet. Men mentalt er hun som en 12-årig, da hun er udviklingshæmmet i mild grad. (Foto: PRIVATFOTO)

I starten var den nye sosu-assistent, der kom som hjemmehjælper hos Christina, sød og rar.

- Han virkede som en man kunne stole på, en der ville én det godt, fortæller Christina.

Men sådan blev det ikke ved.

- Så var det ligesom om at det gradvist blev underligt. Han begyndte at klappe mig i røven, ret hårdt

P1 Dokumentar

Hør P1 dokumentaren ’Sexkrænkeren i hjemmeplejen’ kl. 13.03 på P1 eller efterfølgende her.

En P1 dokumentar fra november 2015,’Når lægen gør fortræd’, afslørede hvordan overgrebsdømte læger, kunne begå nye overgreb, fordi sundhedsmyndighederne aldrig blev underrettet af politiet. Det fik Rigsadvokaten til at lave nye indskærpede retningslinjer. Hør udsendelsen her.

Har du et tip om lignende historier, så kontakt journalisten bag udsendelserne på emoj@dr.dk.

Christina er på det her tidspunkt 24 år gammel, men da hun er udviklingshæmmet i mild grad, er hun på et mentalt niveau, der svarer til en 12-årigs.

En dag i 2010 går det helt galt, da sosu-assistenten kommer hjem til Christina.

Christina, der lider af den psykiske lidelse borderline, og derfor har angst indimellem, fortæller sosu-assistenten, at hun har haft tanker om selvmord, og han giver hende et kram. Men ifølge Christina krammer han alt for tæt på og for længe, så hun skubber ham væk.

- Så står jeg med ryggen til ham, hvor han begynder at massere mig på skuldrene og trækker sine hænder langsomt ned til mine bryster – og ja… begynder at gramse på dem.

Christina siger til sosu-assistenten, at han skal stoppe og skubber ham væk. Kort tid efter forlader sosu-assistenten lejligheden.

Selvmordsforsøg med smertestillende piller

Bagefter løber Christina ned til sin underbo, for at fortælle, hvad der er sket. Her er hun så bange, at hun tisser i bukserne af skræk. Kommunen bliver orienteret, men sender den samme sosu-assistent tilbage for at rede trådene ud.

Christina lukker ham ikke ind – og i tiden efter, har hun det svært.

- Jeg havde det rigtig rigtig dårligt. Jeg havde svært ved at sove om natten, svært ved at finde ro og jeg kunne mærke min angst næsten hver dag.

Et halvt år efter overgrebet bliver hun indlagt på psykiatrisk skadestue i Roskilde, fordi hun har taget en overdosis smertestillende piller.

Dokument fra psykiatrisk skadestue i Roskilde viser, hvordan Christina var præget af overgrebet. (Foto: Dokument)

I Christinas journal står der, at hendes selvmordstanker hænger sammen overgrebet, som den mandlige hjemmehjælper har begået.

Roskilde Kommune beklager

Roskilde Kommune sender ikke den mandlige sosu-assistent ud til Christina igen efter episoden, men han bliver ikke politianmeldt i første. Det afdækker Dagbladet Roskilde i 2012 og i Roskilde Kommune beklager også i dag fejlen.

Fakta: Forskellige regler om straffeattester

Når kommunerne ansætter personale til bo- eller dagtilbud fx udviklingshæmmede eller psykisk syge, må de indhente straffeattester, der viser domme 10 år tilbage i tiden.

Men når kommunerne ansætter personale til hjemmeplejen, der ofte skal tage sig af de samme slags borgere i deres eget hjem, må de kun indhente straffeattester, der går 5 år tilbage i tiden.

- Det er selvfølgelig en beklagelig fejl, for det fremgår af vores personalepolitiske retningslinjer, at bliver der rejst anklager af den ene eller den anden art, så er det politiet, der skal afgøre, om der skal rejses en sigtelse, siger Yvonne Barnholdt, der er velfærdsdirektør i Roskilde Kommune.

Står bag tre overgreb

Politianmeldt bliver sosu-assistenten først, da han han kort tid efter begår endnu et overgreb på en anden kvinde, Theresa Kristensen.

I 2012 bliver sosu-assistenten dømt for begge overgreb.

Nu viser det sig, at manden er dømt for et overgreb ni år tidligere, da han arbejdede som taxachauffør.

Et overgreb, sosu-assistentens arbejdsgiver, Roskilde Kommune, ikke kendte noget til, da de ansatte ham – fordi de kun må kigge fem år tilbage i mandens straffeattest.

"Jeg synes, det er så grotesk, for var han ikke blevet så ansat, så var mig og Theresa ikke blevet udsat for det, vi har været udsat for."

Christina

Hvis sosu-assistenten havde arbejdet med den samme type svage borgere som fx Christina på en institution eller på et bosted, havde kommunen haft adgang til den udvidede straffeattest, som går 10 år tilbage, og ville altså have været bekendt med den tidligere dom.

Christina ville ønske, at det var gået anderledes.

- Jeg synes, det er så grotesk, for var han ikke blevet så ansat, så var mig og Theresa ikke blevet udsat for det, vi har været udsat for, siger Christina.

Christinas fulde navn er redaktionen bekendt, men hun ønsker at optræde udelukkende med sit fornavn. Den omtalte sosu-assistent er nu sigtet for drab i Norge og ønsker ikke at deltage i interview. P1 Dokumentar har været i kontakt med hans advokat.

Fakta: Seksuelle overgreb på sårbare borgere

  • Siden år 2000 er 12 sosu-assistenter eller andet plejepersonale blevet dømt skyldige i seksuelle overgreb på demente ældre, udviklingshæmmede eller psykisk syge. Overgrebene fandt sted på institutioner, hospitaler eller i borgernes eget hjem.
  • P1 Dokumentars gennemgang bygger på en liste fra statsadvokaten, der ikke omfatter alle sager om seksuelle overgreb.
  • Forskere mener, at mørketallet for overgreb kan være særligt stort, når det drejer sig om disse borgere.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube