Ulven fra Nordjylland var en ulv

Det var en ulv, som Naturstyrelsen fandt død i Hanstholm Vildtreservat den 16. november.

Her er ulven fotograferet, mens den var i live i midten af oktober. (Foto: Brugerbillede © DR)

Der er blevet spekuleret frem og tilbage. Var det en hund, eller var det en ulv, som først blev set levende og siden død i vildtreservatet ved Hanstholm i Nordjylland?

Nu er svaret så kommet. Det var en ulv, oplyser Naturstyrelsen fredag eftermiddag.

Det er første gang i næsten 200 år, at man har observeret en ulv uden for fangenskab Danmark, og derfor har sagen haft megen bevågenhed - særligt hos Naturstyrelsen.

- For den danske natur er det en stor opdagelse. Vi har ikke haft bekræftede observationer af ulve i 199 år, og det er et dyr på toppen af fødekæden, som vi ellers ikke har mange af i vores natur. Det var en enlig strejfer, og den er nu død. Om og hvornår der i givet fald kommer en ny strejfer til Danmark, ved vi ikke, siger kontorchef i Naturstyrelsen, Ole Markussen.

DNA-prøver gav svaret

Det er DCE/Bioscience ved Aarhus Universitet, som har foretaget vurderingen af, at der er tale om en ulv. Det sker på baggrund af obduktion og DNA-prøver.

Det står samtidig klart, at det er en ulv, som er i familie med de tyske ulve.

Det vides ikke, hvor længe den nu afdøde ulv har været i Danmark. Men alt tyder på, at den er strejfet op gennem Jylland uden at blive set af mennesker. Først efter den slog sig ned i Hanstholm blev den observeret.

Det skete i midten af oktober, hvor danskeren Kim Frost stødte på ulven under et besøg i vildtreservatet. Han tog en serie billeder af ulven - også dengang var han overbevist om, at der ikke var tale om en stor hund.

Døde af tumor

Ulven døde ifølge obduktionsrapporten af en betændelsestumor, som til sidst blev så stor, at den kvalte ulven. Inden da havde den i en længere periode ikke kunne indtage føde.

Skelettet fra ulven i Thy bliver nu overdraget til Statens Naturhistoriske Museum i København.