Undervisningsministeriet staver forkert

Dansk Sprognævn er ked af, at Undervisningsministeriet bevidst har valgt at stave sit navn forkert på sin hjemmeside.

Undervisningsministeriet har fået nyt logo, og i den forbindelse har man af grafiske hensyn delt ordet i to: Øverst "undervisnings" og lige under 'ministeriet', skriver Berlingske Tidende.

Men det er en stavefejl - og det er ministeriet udmærket klar over.

- Det er forkert, hvis du følger retskrivningsordbogen, men vi opfatter vores nye logo som et billede. Derfor har vi fravalgt bindestregen i ordet, siger Louise Seest, kommunikationschef i Undervisningsministeriet til avisen.

Skuffelse hos Dansk Sprognævn

Sabine Kirchmeier-Andersen fra Dansk Sprognævn er ærgerlig over, at landets øverste uddannelsesmyndighed af grafiske grunde vælger at stave sit navn forkert.

- Vi ser det desværre mange steder, at retskrivningsreglerne bliver tilsidesat af grafiske hensyn, fordi det skal se pænere ud, siger hun til Berlingske Tidende.

Hun påpeger, at det er ekstra ærgerligt, da det i dette tilfælde med Undervisningsministeriet, er meget tydeligt at ordet skal staves i et ord, skriver avisen.

- I dette tilfælde er det ekstra ærgeligt, for det kan skabe forvirring hos specielt yngre mennesker, hvis de går ind på Undervisningsministeriets hjemmeside. De færreste forstår, at det er af grafiske hensyn, at man skriver det i to ord, siger hun til avisen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube