Ungdomshusets naboer har fået nok

Naboerne til Ungdomshuset på Nørrebro i København er rigtig trætte af støj, grafitti og generel hærværk i deres kvarter. Ungdomshuset afviser kritikken.

Voldsomhederne begyndte, da politiet greb ind mod en uanmeldt demonstration (Foto: DR © DR)

Naboerne til ungdomshuset har fået nok af hærværk, graffiti og støj. Og ideen om en ny lokalplan, der kan bevare huset, får modstanden til at blusse op.

Foreningen "Naboerne på Nørrebro" har ifølge deres egen hjemmeside 70 medlemmer, som er trætte af de lidt for livlige naboer.

- Det Ungdomshus, som de vil bevare, tilgodeser kun en lille håndfuld destruktive dags-turister, som kommer ind på Nørrebro for at pisse deres territorium af med graffiti og tilfældig hærværk, siger Martin Stahl som er gruppens initiativtager.

Jokket over tæerne

Men det afviser Ungdomshusets talsmand Ditte, som kun vil hedde Ditte.

- Det passer overhovedet ikke. Det er da super uheldigt, at 70 mennesker på Nørrebro føler sig jokket over tæerne, men vi får ingen udmeldinger fra utilfredse naboerne, siger hun til DR Nyheder.

Hun synes, det er ærgerligt, at naboerne går til pressen i stedet for at komme forbi og snakke om det.

Skal vi kaste med brosten?

I en pressemeddelelse spørger Christian Bondorff, som er talsmand for "Beboerne på Nørrebro":

- Hvad skal vi som naboer gøre for at blive hørt? Skal vi begynde at kaste med brosten? Hvornår er det lige, at alle de "ansvarlige" politikere i SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet begynder at tage ansvar for borgerne omkring Ungdomshuset. Hvornår bliver vores liv en politisk varm kartoffel?

Peter Schlüter sidder i Borgerrepræsentationen for de konservative, og han bakker fuldt op om naboerne.

Gidsel i egen gade

- Naboerne er i klemme. De føler sig truet og taget som gidsler i deres egen gade. Problemet er, at de unge ikke viser ansvarlighed og respekt for naboerne. Måske fordi mange af brugerne ikke selv bor på Nørrebro til hverdag, siger han til DR Nyheder.

Det afviser Ditte fra Ungdomshuset.

- Jeg har ikke overblik over, hvem der kommer til vores fester, men de brugere, som kommer her til hverdag kommer typisk fra Nørrebro, hvor de også går i skole og på arbejde.

Ditte har denne besked til de utilfredse naboer.

- I stedet for at brokke gennem medierne, burde de komme forbi, så vi kan finde en løsning, som tilgodeser alle.

Hun har ikke hørt noget fra naboerne til Ungdomshuset.

Ungdomshusets historie
  • 1982: Efter flere besættelser og sammenstød mellem BZ'ere og politiet rundt omkring i byen forærer Københavns Kommune bygningen på Jagtvej 69 til de unge
  • 1997: En ny aftale med Ungdomshuset indgås. Den indebærer, at de unge får lov til at blive i huset året ud, derefter skal kommunen forsøge at finde et nyt Ungdomshus et andet sted i byen
  • 2000: Københavns Kommune sælger Ungdomshuset til Human A/S et aktieselskab, der ejes af personerne bag Faderhuset
  • 2001: Den kristne frimenighed Faderhuset køber huset for 2,6 mio. kr. En tilbagekøbsklausul ønsker et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ikke at benytte sig af.
  • 2001: Faderhusets lokaler i Griffenfeldtsgade udsættes for omfattende hærværk. Mistanken falder på de autonome fra Ungdomshuset
  • Nytårsaften 2001/2002: En gruppe fra Faderhuset forsøger at trænge ind i Ungdomshuset for at udskifte låsene. De blev mødt af vrede unge, og flere kristne måtte en tur på skadestuen med knubs. Siden har der været en række større og mindre episoder og en fogedsag mellem parterne
  • 2003: Faderhuset stævner 4 unge der via underskrifter på tidligere aftaler med Københavns Kommune står som de ansvarlige for ejendommen på Jagtvej
  • 2003: Københavns Byret afsætter fire retsdage til sagen om Ungdomshuset, hvor retten skal tage stilling til, hvem der har brugsretten over huset. Blandt vidnerne er indkaldt overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og tidligere kulturborgmester Hans Thustrup Hansen (K).
  • 7. januar 2004: Byretten slår fast, at brugsretten til Ungdomshuset på Nørrebro tilhører den kristne menighed Faderhuset og ikke de unge brugere. De unge anker sagen til Landsretten
  • 28. august 2006: Brugerne af Ungdomshuset i København taber kampen om retten til at bruge ejendommen, da Østre Landsret stadfæster dommen fra byretten. Efterfølgende fastslår fogedretten, at de unge skal have forladt huset senest 14. december.
  • 18. oktober 2006: Et politisk flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten vil ændre lokalplanen for Ungdomshuset. Den plan opgives dog senere.
  • 27. oktober 2006: Faderhuset afslår et sidste bud fra Fonden Jagtvej 69. Samme dag afgør procesbevillingsnævnet at de unge ikke kan anke sagen til Højesteret.
  • 30.november 2006: Den planlagte rydning af Undomshuset i København er blevet udsat. Det har fogedretten besluttet.
  • 14. december 2006: Oprindelig dato for hvornår de unge skulle være ude af huset.