Unge må vente længe på afsoning

Forstanderne på landets sikrede institutioner beklager, at unge kriminelle må vente i månedsvis på at afsone domme i åbne institutioner. Det krænker deres retssikkerhed.

Den lukkede institution Koglen nær Stakroge i Vestjylland er et af de steder, hvor unge kriminelle på vente på afsoning. (© Koglen)

Landets sikrede institutioner er ved at udvikle sig til fængsler for unge kriminelle.

Forstanderne på landets syv sikrede institutioner er så bekymrede over udviklingen, at de nu sammen har lavet et notat til Danske Regioner.

De sikrede institutioner huser først og fremmest unge kriminelle, mens de venter på en dom, men de bruges i stigende grad til regulær afsoning.

Krænker retssikkerhed

Efter en dom skal de unge i reglen ud og afsone på en åben institution eller et socialpædagogisk opholdssted.

Men af notatet, som JydskeVestkysten er kommet i besiddelse af, fremgår det, at 54 af de unge tilsammen har ventet på en sikret institution i 4.152 dage - eller i gennemsnit 77 dage - efter at de havde fået en dom.

- Det krænker deres retssikkerhed, siger Eva Hallgreen, der er forstander på institutionen Koglen og talsmand for de syv forstandere.

Mens de unge venter, optager de tilmed pladsen for nye unge, der derfor enten bliver løsladt eller ender i arresthuse i strid med FN's børnekonvention.