Unge skal væk fra gaden og ind på fodboldbanen

Organisationen Street Society arrangerer gadesport for unge fra udsatte områder for at få dem væk fra gaden.

Organisationen Street Society vil have de unge væk fra gaden og ind på fodboldbanen, hvor de også kan udvikle sig socialt. (Foto: Rune Feldt © Scanpix)

Mønsterbrydere og bandemedlemmer. Det drejer samtalen sig ofte ind på, når det handler om unge i belastede boligområder. Men i områderne bor der også helt almindelige drenge, som prøver at finde sig til rette i tilværelsen. Og netop de drenge er omdrejningspunktet for den frivillige organisation Street Society, som vil have unge væk fra gaden & kedsomheden og ind på fodboldbanen, hvor de kan udvikle deres sociale evner.

Hør programmet

Kom med P1 'Baglandet' til fodboldtræning på Amager her.

På fodboldbanen bliver det sociale vægtet i samme grad som det sportslige, fortæller Réda M’Barek, en af stifterne bag Street Society.

- Vi prøver at skabe positive rollemodeller, som kan præge dem i en anden retning, siger Réda M’Barek til P1-programmet ’Baglandet’.

Målgruppen er unge under 18 år, som bor i områder, hvor andre kulturer ofte fylder meget. Men det kan være en udfordring at balancere mellem to verdener:

- Det kan godt være svært at have en forståelse for begge verdener. I skolen og i fritidslivet er man blandt de danske værdier, og derhjemme kan det være andre ting, som gør sig gældende, siger Réda M'Barek.

- Vi står sammen

Tilbage i februar modtog Street Society Finn Nørgaard prisen 2016 for blandt andet at skabe positive relationer mellem børn og unge.

- Det smukke er, at man kan vende noget negativt til noget positivt, og at man kan stå sammen på tværs af hudfarve, etnicitet, religion, kultur og branche. At man kan være med til sende stærke værdier om, at vi står sammen, siger Réda M'Barek.

Projektet foregår i seks boligområder, men Réda M’ Barek håber, at det snart kan udvides med yderligere tre områder.

Street Society

  • Street Society (New Generation) blev etableret i 2014.
  • Det er en non-profit organisation, som blev stiftet af tre iværksættere.
  • Organisationen arbejder med rollemodeller, som skal hjælpe børn og unge ind i foreningslivet.
  • Street Society arbejder i bydelene Amager, Sjælør, Vesterbro, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro og Nordvest.
  • Fodbold er den mest populære sport hos målgruppen.

Kilde: www.streetsociety.dk

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube