Uopmærksomme bilister er i politiets søgelys denne uge

Alle landets politikredse retter i denne uge særligt fokus på uopmærksomme bilister

I denne uge holder politiet ekstra godt øje med uopmærksomme bilister. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Du tjekker mobilen, spiser et æble, irettesætter børnene på bagsædet, skifter radiokanal, samler handskerne op fra gulvet eller indstiller gps’en.

Der er mange måder, hvorpå man som bilist kan blive distraheret bag rattet. Men netop uopmærksomhed er skyld i hver tredje ulykke i trafikken. Derfor er det de uopmærksomme bilister, som politiet holder ekstra godt øje med i denne uge som en del af en landsdækkende færdselskontrol.

- Uopmærksomhed er dødsens farligt. Derfor skal vi med denne kampagne minde bilisterne om at holde fokus på kørsel og ikke alle mulige andre ting, siger Erik Terp Jensen, der er centerchef ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Mobilen er særlig farlig

Når det gælder uopmærksomhed i trafikken, opererer man ifølge Erik Terp Jensen med forskellige former for distraktion: Motorisk (man fjerner hånden fra rattet), auditiv (folk, der taler til en), visuel (man fjerner blikket fra vejbanen) og mental (man tænker på noget andet).

Især mobiltelefonen er farlig at benytte sig af bag rattet, fordi den i flere tilfælde kan kombinere alle disse distraktionsformer.

- Man lytter til det, der bliver sagt i røret, man bruger hænderne til at besvare sms’er og opkald, man bruger synet til at taste og læse, og mentalt skal man også tage stilling til det, der bliver sagt eller skrevet. Og jo mere omfattende distraktionen er, des mere farlig er den, siger Erik Terp Jensen.

Kontrol kombineres med kampagne

Kontrollen af de uopmærksomme bilister foregår på tværs af hele landet, og til denne opgave benytter politiet sig ifølge Erik Terp Jensen blandt andet af kørende patruljer og videopatruljer.

Politiets færdselskontrol i denne uge kombineres desuden

Uopmærksomhed i bilen

- Uopmærksomhed er en afgørende faktor i hver tredje trafikulykke
- 70 procent af de ting, der tager opmærksomhed, findes i bilen.
- Deriblandt: telefon, GPS, radio, spise, drikke, samle ting op fra gulv eller handskerum, talende medpassagerer, og hvis du er stresset.
- Hvis du kører 80 kilometer i timen og ser på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter i blinde.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

med en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, der også omhandler de uopmærksomme bilister.

Denne type færdselskontrol finder ifølge Erik Terp Jensen sted et par gange om året og blev senest afholdt i efteråret 2015.

Politiet har i denne uge landsdækkende færdselskontrol med særligt fokus på uopmærksomme bilister.Uopmærksomhed er...

Opslået af DR Nyheder på 1. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube