V om SU-gæld: Nogen tror, de kan slippe på grund af problemer i Skat

Danskernes misligholdte SU-gæld er steget kraftigt. Danske Studerende Fællesråd frygter en forværring.

Louise Schack Elholm, Venstres fungerende politiske ordfører, mener, at Skats omstrukturering vil hjælpe med at inddrive den store gæld. (Foto: Sabrina Uldbæk Skjødt Web og Mobil)

På et år er beløbet for misligholdt SU-gæld, der sendes til opkrævning hos Skat, vokset med 40 procent.

Det viser tal, som Avisen.dk har fra ATP.

Forklaringen skyldes ifølge Louise Schack Elholm, fungerende politisk ordfører for Venstre, at danskerne ikke tilbagebetaler deres SU-gæld på grund af rod hos Skat.

- Mit bedste bud er, at fordi vi har haft problemer med inddrivelsen fra Skat, kan det være, nogen tænker, at de kan slippe for at betale deres gæld, siger hun til DR Nyheder.

- Men der må jeg skuffe dem. Vi har helt styr på de nyere gældsposter. Det er de gamle, vi har problemer med.

Fra 2010 til 2016 er det årlige misligholdte beløb, som danskerne ikke får tilbagebetalt, steget fra 331 millioner kroner til 723 millioner kroner.

Den største stigning fandt sted fra 2015 til 2016, hvor det misligholdte beløb steg med 40 procent.

Det kan have drastiske konsekvenser

louise Schack Elholm (V)

Ny inddrivelsesstyrelse vil råde bod på gæld

Ifølge Louise Schack Elholm kan konsekvenserne ved at have en stor SU-gæld hængende over hovedet i værste tilfælde være, at man må gå fra hus og hjem.

- Hvis man ryger til inddrivelse, skal der laves udlæg i folks økonomi. Det kan betyde, at man er nødt til at sælge sit hus for at indfri gælden. Så det kan have drastiske konsekvenser, siger hun og opfordrer folk til at få gælden ud af verden.

Louise Schack Elholm mener, at omstruktureringen af Skat medvirke til at få inddrevet den store SU-gæld.

- Vi laver en inddrivelsesstyrelse, hvor vi får mere styr på ansvarsfordelingen og en stærkere faglighed. Samtidig sikrer vi et nyt it-system, der kan sørge for, at inddrivelsen fungerer bedre, siger hun.

Vi har en SU, der er underlagt en dæmpet regulering, der betyder, at den ikke følger pris- og lønudviklingen

Sana Mahin Moost, DSF

- SU'en følger ikke prisstigninger

Sana Mahin Doost, forkvinde Danske Studerendes Fællesråd (DSF), er bekymret over, at så mange danskere ikke kan tilbagebetale de penge, de har lånt.

Fra 2010 til 2016 er antallet af sager om misligholdt SU-gæld steget fra 5.273 til 10.054.

DSF mener, at en af årsagerne til, at folk hænger på så store SU-gæld, er, at det bliver gradvist dyrere at være studerende.

- Noget af det, vi er særligt bekymrede for i DSF, er, at vi kan se, at udgifterne forbundet med at være studerende stiger. Det gør vores SU midlertidigt ikke, siger Sana Mahin Doost.

- Vi har en SU, der er underlagt en dæmpet regulering, der betyder, at den ikke følger pris- og lønudviklingen. Samtidig ser vi, at boligpriserne i de store byer stiger stødt, og det har konsekvenser.

Det betyder ifølge Sana Mahin Moost, at flere føler sig nødsaget til at tage SU-lån. Hvorfor så mange ikke betaler deres gæld tilbage, har hun ikke et bud på.

Men hun understreger vigtigheden af fleksible og eventuelt individuelle afbetalingsordninger, så folk kan betale deres gæld af til tiden.

Nødvendige SU-lån vil afholde visse grupper

Sana Mahin Moost forudser samtidig, at problemet med misligholdt SU-gæld vil forværres.

- Jeg frygter, at det her er et problem, vi kommer til at se i fremtiden også. Særligt hvis vores politikere har en ambition om at skære i vores SU til fordel for en lånebaseret model, siger hun.

I en tidligere 2015-plan lagde den daværende, borgerlige regering op til at omlægge SU-systemet, så et SU-lån fremover udgør halvdelen af den samlede SU.

Sana Mahin Moost argumenterer for, at udsigten til en stor SU-gæld efter endt uddannelse, presser de studerende, mens de læser.

- Der vil være nogen, der fravælger at studere, hvis de skal tage et stort lån for at gennemføre deres studie. Og det vil have en social slagside, hvor visse grupper vælger uddannelse fra, siger hun.

Så meget er gælden vokset

  • Avisen.dk har fået udleveret tal fra ATP, som viser en voldsom stigning i antallet af sager om misligholdt SU-gæld i perioden fra 2010 til 2016.
  • Fra 2010 til 2016 er antallet af sager om misligholdt SU-gæld steget fra 5.273 til 10.054.
  • Den største stigning fandt sted fra 2015 til 2016, hvor antallet er vokset med 25 procent.
  • Fra 2010 til 2016 er det årlige misligholdte beløb forøget fra 331 millioner kroner til 723 millioner kroner.
  • Den største stigning fandt sted fra 2015 til 2016, hvor det misligholdte beløb steg med 40 procent.
  • Fra 2010 til 2016 er antallet af sager om for meget udbetalt SU hos SKAT steget fra 9.069 til 15.886.

Kilde: ATP/Avisen.dk