Tema Vi deler Danmark

På en campingplads på Vestsjælland nyder fastliggere og flygtninge hinandens selskab

Fire personer fra det afrikanske land Eritrea har pustet nyt liv i en lille, lukningstruet campingplads på Vestsjælland.

De deltager i et usædvanligt kommunalt aktiveringsprojekt for flygtninge på Skarresø Camping, der handler om at skaffe praktikpladser til flygtninge.

Hver dag møder de op på campingpladsen for blandt andet at male træværk, vande blomster og bygge skilte. Men deres tilstedeværelse kan mærkes på mange andre måder end blot det praktiske, fortæller både flygtningene og fastliggerne i DR dokumentaren 'Habibi og campingpladsen'.

Vi deler Danmark

Under titlen ’Vi deler Danmark’ sætter DR i øjeblikket fokus på danskhed, værdier, rummelighed og integration. Blandt andet i en række programmer til radio og tv.

I dokumentaren ”Habibi og campingpladsen” hører vi om et usædvanligt møde mellem danske campister og en gruppe flygtninge fra Eritrea, der er i praktik på campingpladsen.

Den bliver sendt på DR 1 mandag den 9. januar kl. 20:45, eller du kan se den online på alle tider af døgnet.

Fastliggere bliver væk pga. flygtninge

Det er flygtningenes første møde med det danske arbejdsmarked - og mange af campisternes første møde med flygtninge.

- Vi var lidt skeptiske, siger Per Sørensen, der er pensioneret murer.

- Man hører altid det dårlige, og det er måske, at de skulle være lidt langfingrede.

Han er gift med Kirsten Sørensen, og sammen har de ligget fast på plads nr. 19 gennem mange år. En del af de andre fastliggere har på grund af flygtningeprojektet valgt ikke at komme den her sæson, og parret havde også selv overvejet, om de skulle blive væk.

- Vi var godt klar over, at vi kommer til at være mere alene. Men det bekymrer mig ikke, siger Per Sørensen

I stedet for selskab med de andre fastliggere har ægteparret i denne campingsæson fået øjnene op for nen ny madkultur og indsigt i en helt anden verden.

- Vores madaftener har været fantastiske.

- Og jeg vidste ikke, at Eritrea har været i borgerkrig. En mor (en af flygtningene, red.) er rejst fra sine to børn, som hun ikke kan få kontakt til. Så ved man, det er alvorligt. Det er sådan noget, folk skulle vide, siger Per Sørensen.

De har allerede reserveret plads nummer 19 til næste år, hvor flygtningeprojektet vil forsætte.

Mød Per, Kirsten og flygtninge fra Eritrea i videoen over artiklen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube