VIDEO Begejstrede næsehorn indtog nyt savanne-anlæg

Næsehornene i København Zoo kunne i dag indtage sit nye anlæg efter at have ventet i 11 måneder.

København Zoo kunne i dag byde fire næsehorn velkommen i et nyt savanne-anlæg.

11 måneder er der gået, siden næsehornene sidst kunne boltre sig sammen med de andre savanne-dyr. Derfor var det også med en vis spænding, at lågen til næsehornenes hus i dag gik op.

- Vi har været meget spændte på, hvor hurtigt de ville tage anlægget til sig, men det er gået rigtig godt. Om nogle dage vil de være helt trygge ved det, siger Katrine Friholm, der er zoolog i København Zoo.

Den 11 måneder lange renovering har også betydet, at publikum nu kan iagttage giraffer, zebraer og næsehorn fra en høj bro, som går gennem anlægget.

- Publikum vil få et bedre overblik over dyrene og næsten være i øjenhøjde med girafferne, siger Katrine Friholm.

Se videoen øverst i artiklen og oplev de begejstrede næsehorn indtage det nye anlæg.