VIDEO Digteren Yahya Hassan i kløerne på Martin Krasnik

Den unge digter Yahya Hassan, som er vokset op med tæsk og kriminalitet forsvarede mandag sine holdninger i Deadline.

YAHYA DEADLINE DR.DK

Den meget omtalte, unge digter Yahya Hassan besøgte mandag aften Martin Krasnik i Deadline.

Yahya Hassan er kommet i vælten, efter han udtalte sig skarpt i dagbladet Politiken om sine forældres - i særdeleshed sin fars - rolle i sin opvækst.

Artiklen, hvori Yahya Hassen fortæller om en barndom på bunden af Danmark, med svigt, angst, kriminalitet og daglige tæsk fra faren, er blevet heftigt debatteret på de sociale medier, og den 18-årige digter har modtaget flere negative tilkendegivelser fra hele landet.

Forældrene har ansvaret

Hvis man vitterligt ikke trives i det land, man bor i, så må man jo prøve at finde et andet land

Yahya Hassan

Mandag aften besøgte han så Deadline, hvor han gav udtryk for sin vrede over hans forældres generation, som han føler, har svigtet:

- Det er ikke længere systemets skyld, det er forældrene. Det er dem, der har et ansvar i forhold til at opdrage et menneske, som kan acceptere, noget som er anderledes, siger Yahya Hassen og fortsætter:

- De tror, at alt hvad der ikke ligner dem selv, skal bekriges. Men som der også var en, der skrev på min facebookprofil; hvis man vitterligt ikke trives i det land, man bor i, så må man jo prøve at finde et andet land.

Se hele interviewet med Martin Krasnik i videoen øverst i artiklen. Her kan du også høre mere om Yahya Hassans opvækst med både kriminalitet og tæsk flere gange om ugen.