Erika Larsen får hjælp af Danmarks første hørehund Thor til at høre ringende dørklokker og kogende gryder.

Når maden er færdig i køkkenet, ringer æggeuret, men det kan Erika Larsen ikke selv høre. Derfor får hun hjælp af Danmarks første hørehund Thor.

- Han hører lyde for mig, jeg ikke selv kan høre, fortæller hun.

I en alder af kun halvandet år mistede Erika Larsen hørelsen på grund af sygdommen Meningitis.

Hun har lært sig selv at tale, men hørelsen er væk for altid, så når Thor hører æggeuret ringe, giver han beskeden videre til Erika Larsen ved at løbe frem og tilbage i køkkenet og gø.

Hørehunden løser vigtige opgaver

Det tager halvandet til to år at træne en hørehund op, og Tina Fisker er den, der tålmodigt er ved at skabe Danmarks næste hørehund, nemlig kongepudlen Kaj.

- Han skal lære at samle op, for en døv kan ikke høre, når de taber deres nøgler for eksempel. Og hvis de er ude at gå på en sti, og der kommer en cyklist eller motionister bagfra, så skal hunden reagere, forklarer hundeadfærdsspecialisten Tina Fisker.

Erika Larsens mand er også hørehæmmet, så familien i Seest ved Kolding har stor glæde af Thors ører i alle døgnets 24 timer.

- Han giver tryghed, slutter Erika Larsen.

Se, hvordan Thor hjælper familien Larsen i videoen i toppen af artiklen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube