Vil have omskæring af drenge forbudt

Det er kønsdiskriminerende, at omskæring kun er forbudt hos piger, mener blandt andre Børnerådet.

Charlotte Guldberg, formand for Børnerådet, kalder omskæring af drenge uetisk. (Foto: Jan Jørgensen © Scanpix)

Det er dybt kritisabelt og etisk uforsvarligt at foretage religiøse omskæringer på små drengebørn, sådan som det sker indenfor jødedommen og islam, mener blandt andre Børnerådets formand, Charlotte Guldberg:

- Samfundet forbyder omskæring er piger, men når det gælder drenge bliver det tolereret, fordi omskæringen knytter an til en religion og det er kønsdiskrimenerende, siger Charlotte Guldberg til Kristeligt Dagblad.

I Danmark fjernes hele forhuden på muslimske små drenge og jødiske otte dage gamle spædbørn i tråd med en mere end 3000 år gammel pagt mellem Gud og Abraham.

- Men religioner kan ikke bare trække frinummer og krænke barnets kropslige integritet, mener Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet.

Hun peger også på , at det må vente, til børnene er gamle nok til selv at kunne tage stilling.

Overrabbiner Bent Lexner afviser et forbud mod omskæring af drenge:

- Der er tale om et jødisk identitetstegn, siger han.

Også Imam Abdul Wahid Pedersen afviser et lovindgreb mod drengeomskæring.