Visitationszone oprettes i dele af Gladsaxe og Herlev

Oprettelsen af visitationszone skyldes den igangværende bandekonflikt, lyder det fra politiet.

Københavns Vestegns Politiet har besluttet at etablere en visitationszone i et område af Gladsaxe Kommune og Herlev Kommune fra i dag klokken 16.00 og frem til den 26. oktober klokken 23.00.

Det betyder, at politiet kan foretage stikprøvevis visitation af alle personer og køretøjer i hele området.

Visitationszonen dækker området omkring Novembervej, Hillerødmotorvejen, Herlev Ringvej og Slotsherrensvej.

Beslutningen om at etbalere visitationszonen forklares med en igangværende konflikt i bandemiljøet, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Så sent som i går blev der affyret skud på Juni Allé i Gladsaxe, hvor en 20-årig mand blev ramt i benet. Tidligere på måneden har der også været anmeldelser om skud i det område, som visitationszonen dækker.

Meldingen kommer dagen efter, at Københavns Politi for fjerde gang forlængede visitationszonen i et større område af politikredsen.

Her var begrundelsen de mange skyderier med tilknytning til forskellige bandegrupperinger.