Yahya Hassan: Fra lovende digter-debutant til slåskampe og skudepisoder

TIDSLINJE 2013-2016: Det er gået stærkt for den unge digter Yahya Hassan, siden han gav sit første interview i Politiken til nu, hvor han er blevet anholdt i forbindelse med at skyderi.

Yahya Hassan har trukket en del overskrifter siden sin digter-debut. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Igen er den aarhusianske digter med palæstinensiske rødder Yahya Hassan i mediernes søgelys.

Denne gang fordi det tirsdag aften kom frem, at 20-årige Yahya Hassan blev smidt ud af Nationalpartiet, som han ellers har været medlem af siden dannelsen i 2015. Ifølge Ekstra Bladet blev digteren samme dag anholdt for at køre bil i narkopåvirket tilstand.

Vi har her samlet hovedpunkterne i de godt to år, danskerne har haft Yahya Hassan på nethinden.

2013:

5. oktober:

Hele sagen om Yahya Hassan begynder med et interview i Politiken, hvor den bare 18-årige digter revser sine forældre og alle indvandrerforældre generelt:

- Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i slutningen af 1980’erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn. Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation.

Den unge medieombruste succesdigter Yahya Hassan kan opleves live på søndag, når han læser uddrag af sin digtsamling op i Kunsthal Aarhus og diskurterer med digter-kollega Lars Skinnebach. Den unge medieombruste succesdigter Yahya Hassan kan opleves live på søndag, når han læser uddrag af sin digtsamling op i Kunsthal Aarhus og diskurterer med digter-kollega Lars Skinnebach. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

7. oktober:

Nu ruller historien om den unge digter, der voksede op med tæsk, for alvor.

- Som jeg ser det, vokser man op i en ghetto, hvor forældrene ikke har overskud til en. Jeg er blevet opdraget med tæsk og Koran-citater, siger 18-årige Yahya Hassan til DR2 Morgen.

Yahya Hassan medvirker desuden i et interview med Martin Krasnik på DR2.

8. oktober:

Yahya Hassan modtager flere dødstrusler efter interviewet i Deadline.

17. oktober.

Udkommer med sin første digtsamling ”Yahya Hassan”. Forlaget Gyldendal vælger at trykke en førsteudgave i 6000 eksemplarer mod normalt 300-400. Flere steder er der kø for at købe bogen, ligesom den hurtigt meldes udsolgt.

I Arnold Buscks boghandel på Købmagergade i København gør personalet onsdag aften den 16. oktober 2013 klar til torsdagen udgivelse af Yahya Hassans meget omtalte digtsamling. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

7. november:

Den amerikanske anerkendte avis The Wall Street Journal udgiver interview med den danske digter.

8. november:

Vinder Debutantprisen og 50.000 kroner på Bogmessen i Forum i København.

18. november:

Yahya Hassan overfaldes på Københavns Hovedbanegård – han får fem-otte slag på kroppen, mens gerningsmanden kalder ham "en vantro, der skal dø".

22. november:

Den kontroversielle digter Yahya Hassan er truet så voldsomt, at han nu bliver fulgt af livvagter fra PET døgnet rundt.

21. november:

Det skaber stor debat, da en digtoplæsning med Yahya Hassan i Vollsmose bliver aflyst af politiet, der mener at den samlede trusselsvurdering er for høj.

22. november:

Digterens lyrik bliver nu en del af undervisningsmaterialet på flere skoler og gymnasier.

26. november:

En person anholdes i forbindelse med, at Yahya Hassan skal læse op fra sin digtsamling i Odense-bydelen Vollsmose. Politiet er mødt talstærkt op, og sikkerheden er høj. Men i øvrigt foregår arrangementet roligt.

Politiet er på plads udenfor H.C. Andersen Skolen i Vollsmose i Odense under og efter Yahya Hassans digtoplæsning på skolen. (Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

29. november:

Yahya Hassan bliver anmeldt for racisme af den aarhusianske debattør og tidligere byrådskandidat Mohamed Suleban.

Suleban fremhæver, at digteren bruger udtryk som "dumme perker", og at han påstår, alle i Gellerup stjæler eller arbejder sort.

- Yahya Hassen har ret til at sige, hvad der passer ham, men det skal være inden for lovens grænser, siger Mohamed Suleban.

9. december:

24-årig idømmes fem måneders ubetinget fængsel for overfaldet på digteren på Hovedbanen i København i november.

13. december:

Digtsamlingen er nu solgt i 100.000 eksemplarer og slår dermed en salgsrekord fra 1977. Den er også solgt til Holland, Tyskland og Italien. Desuden kan bogen nu købes i landets supermarkeder.

29. december:

Det kommer frem, at Yahya Hassan efter sit interview i Deadline i oktober modtager 27 dødstrusler på Facebook. Seks af dem er så alvorlige, at han ifølge BT flytter kortvarigt ind i Martin Krasniks hjem, da Yahya Hassans egen kælderlejlighed i Brønshøj ved København er for usikker.

BT skriver desuden, at Yahya Hassan selv tog kontakt til den tidligere imam Ahmed Akkari et par måneder inden udgivelsen af digtsamlingen.

Her skulle Hassan angiveligt have vist sin skudsikre vest.

2014:

19. januar:

Yahya Hassans tidligere lærer Louise Østergaard udgiver en roman om sit forhold til digteren. Heri skriver hun blandt andet, at de to havde en årelang affære, da han var 16 og hun 38.

26. januar:

Yahya Hassan vinder Politikens Litteraturpris på 250.000 kroner

27. januar:

Forfatteren Louise Østergaard, der er Yahya Hassans tidligere elskerinde, bliver fyret som lærer på grund af sit tidligere forhold til digteren.

31. januar:

Yahya Hassan vinder Weekendavisens Litteraturpris 2013 og 100.000 kroner.

15. februar:

Yahya Hassan anmeldes for vold efter en episode på shawarma-stedet Ali Baba i det centrale Aarhus.

Her bliver han mødt af en gruppe mænd, hvor den ene efterfølgende melder Yahya Hassan for vold – det påståede offer skulle have fået to knytnæveslag i ansigtet.

7. marts:

En 15-årig dreng idømmes 20 dages betinget fængsel for trusler mod Yahya Hassan på Facebook. Truslen gik på, at digteren ville lide "en smertefuld død".

4. april:

Der er ros fra tyske anmeldere til Yahya Hassans digterdebut.

2. juni:

Yahya Hassan er i Palæstina på forfatterarrangement og læser sine digte op trods stor sikkerhedsrisiko.

ARKIVFOTO 2013 af Yahya Hassan- - Se RB 7/4 2015 06.59. Yahya Hassan stiller op for Nationalpartiet. Den 19-årige digter ønsker at være med til at forene "de forskellige mennesker i vores samfund".Yahya Hassan går nu ind i politik. Den unge digter bliver kandidat for Nationalpartiet, der blev stiftet i november sidste år. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2015) (Foto: Claus bech © Scanpix)

6. juni:

Yahya Hassan bliver forsøgt overfaldet og jagtet med kniv i Ramallah, hvor han er på vej tilbage til Det danske hus.

19. juni:

Yahya Hassan dukker op til åbningen af den store moske på Nørrebro i København. Han må dog til sidst eskorteres væk af politiet, da han bliver nægtet adgang.

- Jeg oplever, at der på denne første dag i moskéens liv er bevis for, at den ikke er åben for alle. Jeg måtte jo ikke komme ind, og det beviser, at der sidder 15-20 muslimer og fører ordet for alle, siger han til TV 2.

28. juli:

PET tvinger Yahya Hassan til at aflyse sin tale ved Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings demonstration på Rådhuspladsen til støtte for civilbefolkningen i Gaza.

28. august:

Yahya Hassan er flere gange blevet beskyldt for at være islamkritisk, men det afviser han under et foredrag i Vejen.

- Jeg vil meget hellere kalde det her en religionskritik, end jeg vil kalde det en islamkritik, siger Yahya Hassan og uddyber, hvad hans mål er:

- Jeg håber, at folk får en forståelse af, hvem jeg er, og hvad det egentlig er, jeg gerne vil med det, jeg laver. Så folk ikke bare tror, at jeg er racist og islamkritiker, siger Yahya Hassan ifølge DR Syd.

10. september:

Forfatter Louise Østergaard bliver idømt betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste for at udnytte sin position som kontaktperson over for Yahya Hassan, som hun havde sex med, da han var 16 år og hun 38.

26. september:

Vinder Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris og 50.000 kroner. Prisen uddeles hvert år til to yngre danske forfattere, der har haft lovende debut.

10. oktober:

Der er premiere på en forestilling med udgangspunkt i Yahya Hassans digte på Mungo Park i Kolding. Forestillingen hedder ”Yahya Hassans Digte”.

8. november:

Yahya Hassan bliver tiltalt for vold for den episode, der udspillede sig i Aarhus tilbage i februar.

2015

20. februar:

- Selvfølgelig skal man nedkæmpe sådan en idiot. Men ... jeg forstår ham, siger Yahya Hassan om den formodede gerningsmand til drabene på Krudttønden og den jødiske synagoge i København 14. og 15. februar.

21. februar:

Lægger et manipuleret billede af Liberal Alliances folketingskandidat Henrik Dahl i naziuniform på sin Facebookprofil.

- Igen må jeg konstatere at et højreorienteret svin har delt mine holdninger halvt. Må blindheden se dig for at være blind for det fulde interview, skriver Yahya Hassan ifølge bt.dk til billedet.

8. marts:

Yahya Hassan kommer i Facebook-debat med debattør og blogger Geeti Amiri, efter at hun i et indlæg i Berlingske har forsøgt at analysere hans gøren og laden.

- Jeg må tilstå, at jeg selv har lidt svært ved at grine af en middelmådig skribent, som udtaler sig om ting, som vedkommende ikke ved noget om. Du ved ikke, hvorfor jeg handler, som jeg gør, du ved ikke, hvad der tynger mig, du ved ikke, om jeg ønsker tilgivelse, du ved ikke noget om min private person, du ved ikke, hvad mit mål er, alligevel udtaler du dig om det, du kunne i det mindste have interviewet mig, men det havde ødelagt din dagsorden, derfor undviger du det. God weekend, skriver Yahya Hassan blandt andet.

9. marts:

Yahya Hassan bliver ved Retten i Aarhus fundet skyldig i vold efter episoden i februar 2014. Han bliver idømt fire måneders betinget fængsel og ankede dommen.

- Det er en tøsemandsdom. Hvis jeg har begået vold, skal jeg da ind og brumme, ellers skal jeg findes uskyldig, siger Yahya Hassan med henvisning til, at hans dom er betinget.

7. april:

Yahya Hassan meddeler, at han stiller op til Folketinget for Nationalpartiet.

(Foto: Simon Skipper © sCANPIX)

17. april:

Deltager i Deadline på DR2, hvor han kalder Dansk Folkepartis Søren Espersen for nazist.

- Der findes folketingsmedlemmer i Danmark, som helt officielt har været tættere på nazismen end nogen i vores parti på uofficiel vis nogensinde kommer, siger han og uddyber:

- Det er for eksempel Søren Espersen, som har været medlem af det danske nazistforbund.

Espersen kalder efterfølgende udtalelsen for injurierende, men afviste at melde det til politiet.

18. april:

Yahya Hasan bliver overfaldet, da han er i byen i København. Han blev revet i hestehalen og ramt i ansigtet af en knytnæve. Digteren svarer igen med det han selv kalder ”et frontspark til de to mest aggressive personer foran ham”, før PET-folkene, der passer på ham, fik stoppet optrinet.

24. april:

I et interview med Clement på DR2 sammenligner Yahya Hassan USA's præsident Barack Obama med diktatorer og krigsforbrydere som Iraks Saddam Hussein, Syriens Bashar al-Assad og Libyens Muammar Gaddafi.

27. maj:

Yahya Hassan frasiger sig beskyttelse fra PET, der ellers har beskyttet ham i to år.

29. maj:

Yahya Hassan medvirker i Deadline på DR2 og sætter værten Niels Krause-Kjær på plads med ordene:

- Det er nogle ting, jeg synes, du skal læse op på, og du kan eventuelt tage en eftersidning efter et af redaktionsmøderne og sætte dig ind i de her ting, lød det fra den unge digter og folketingskandidat.

31. maj:

Politiet bekræfter, at man kortvarigt har anholdt Yahya Hassan på værtshuset Under Masken i Aarhus, fordi digteren ikke opførte sig ordentligt over for personalet. Til TV 2 siger Yahya Hassan, at blev anholdt, fordi han nægtede at give sin adresse til politiet, da PET ønsker, at den skal være hemmelig.

4. juni:

Yahya Hassan offentliggør video med to personer, som efter digterens egne ord har chikaneret ham.

10. juni:

Nægter at forlade studiet efter et interview på TV 2 Østjylland og tager fat i studieværtens slips.

11. juni:

Yahya Hassan ringer selv til politiet, da han kommer i verbalt klammeri med en bartender fra café Under Masken i Aarhus – angiveligt fordi bartenderen har overfaldet ham. Yahya Hassan har i forvejen karantæne fra stedet, efter at han nægtede at forlade stedet, efter det lukkede.

- Han er den værste gæst, jeg har oplevet i mine 20 år som bartender. Jeg har aldrig oplevet nogen, der taler så ubehageligt og provokerende, sagde bartenderen efterfølgende til stiften.dk.

17. juni:

Flere valgplakater fra Liberal Alliance, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative samt adskillige husfacader og et buslæskur bliver klistret over med plakater af Yahya Hassan. Både han selv og Nationalpartiet nægter at have noget med det at gøre.

19. juni:

Stiller op til Folketinget og får cirka 1000 personlige stemmer. Det er langt fra nok til at blive valgt.

12. august:

Frifundet for vold i Vestre Landsret

- Om selve episoden har vi lagt til grund, at du ved at løfte armen i situationen ville skabe en afstand mellem dig selv og NI. Det afgørende er så, hvordan man skal vurdere karakteren af det skub med underarmen. Og vi mener, at der efter det forelagte er tale om et bagatelagtigt skub, og at NI ikke har lidt skade ved udfaldet. Derfor kan vi ud fra en samlet vurdering ikke anse det som samlet bevist, at der er tale om vold ud fra straffelovens paragraf 244, lyder det fra dommeren.

2016:

9. februar:

Bliver anholdt efter en politijagt, fordi han har kørt bil i påvirket tilstand.

Yahya Hassan bliver senere samme dag smidt ud af Nationalpartiet.

Forlader interview på TV 2 News efter en tre minutter lang tale, hvor han blandt andet siger:

- Jeg siger bare til jer, at det er sådan her landet ligger. Jeg har ikke mere at snakke med jer om. Jeg har fortalt jer, hvordan landet ligger. Og fuck af med alt jeres borgerlige pis og alle jeres løgnhistorier. Og I kan bare smede alle de rænker, I vil, mod mig.

16. februar

Digteren bliver forsøgt stukket ned. Det fortæller han i hvert fald selv på en video, han lægger på Facebook.

17. februar

Dagen efter truer han i ny video på Facebook med 'nye køkkenknive'.

18. februar

Der har været brand i en opgang på Fjældevænget i det vestlige Aarhus, hvor Yahya Hassans familie bor. Det skriver han selv på Facebok, hvor han også skriver, at hans familie har været udsat for et attentat.

Brandpåsættelsen efterforskes af Østjyllands Politi.

19. februar

En falsk artikel fortæller, at politiet har tæsket Yahya Hassan til døde. Ekstra Bladet politianmelder artiklen om hans død.

12. marts

Lørdag den 12. marts må Yahya Hassan efter eget udsagn kaste sig ud foran en bil på flugt fra tre mænd 'med store ISIS-sabler og køller'. Under hændelsen brækker han armen, som bliver lagt i gips.

18. marts

Yahya Hassan overfaldes angiveligt og poster flere billeder af sig selv med blod ud af næsen og på den gipsarm, han fik på en uge tidligere. Han skriver selv, at han befinder sig i krig med indvandrerbanden Black Army.

20. marts

En 17-årig skydes i foden i Aarhus Vest. Yahya Hassan anholdes og sigtes for grov vold i forbindelse med skudepisoden.

Kilder: Ritzau, dr.dk, stiften.dk, bt.dk, eb.dk, pol.dk, tv2.dk, b.dk

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube