Årets bedste kok er fundet

10 kokke har i dag kæmpet om titlen som årets bedste kok i Danmark. Peter Yung Worth Jacobsen løb med sejren.

Kokken Peter Yung Worth Jacobsen er kåret som årets bedste kok. Det skete, da brancheorganisationen for hoteller og restauranter Horesta og 3F sammen fandt årets kok under en konkurrence i Valby i København.

Peter Yung Worth Jacobsen er kok på Restaurant Kanalen på Christianshavn i København.

De i alt 10 deltagende kokke, der var med i konkurrencen, skulle inden for seks timer og 25 minutter tilberede en treretters menu.

Råvarekassen for forretten var i forvejen kendt af deltagerne, mens de to sidste retter er blevet tilberedt af to forskellige råvarekasser, som først blev udleveret i dag.

Syv dommere valgte den bedste

Hver kok skulle lave ti kuverter, hvor seks skulle serveres til særligt indbudte gæster, mens tre blev sendt til dommerbedømmelse og den sidste til fotografering.

De syv dommere og kokke Bo Jacobsen, Rasmus Kofoed, Anita Klemensen, Per Hallundbæk, Mette Hvarre Gassner, Thorsten Schmidt og Tommy Raanti bedømte retterne.

Retterne blev vurderet ud fra blandt andet smag, helhedsindtryk, kreativitet, komposition og råvarehåndtering og hygiejne.

Førstepræmien får udover hæderen en check på 40.000 kroner.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve