Aia fra 'De smukke piger': Det sidste, jeg gad, var at være model

I sine tidlige teenageår var hun 'en lille emo med eyeliner i hele fjæset'. I dag har Aia Busk fra ’De smukke piger’ ambitioner om en international modelkarriere. Men ikke for enhver pris.

- Det er altså ikke en junkienål, der ligger på badeværelset.

Aia Busk griner.

- Den er ret voldsom.

Hun står på altanen til sin nye lejlighed. Hun er usminket, og håret sidder stadig i folderne fra gårsdagens shoot for det renommerede danske modehus Ivan Grundahl.

Aia får en smøg på altanen. (Foto: Marianne Lentz © (c) DR)

18-årige Aia Busk er aktuel i DR3-serien ’De smukke piger’, der følger fire unge piger i deres bestræbelser på at etablere en international modelkarriere og få en plads på de eftertragtede catwalks i Paris, London og Milano.

Og så har hun lige fået fjernet en visdomstand. Kanylen på håndvasken skal bruges til at rense hullet med kloropløsning.

Rock 'n roll derudaf

Egentlig var det meningen, hun skulle være tatovør. For at møde mennesker og bruge sine kreative evner. Og selv have en masse tatoveringer.

- Det skulle bare være rock ’n roll derudaf. Jeg har altid været høj og tynd, men model var det sidste, jeg gad være.

Hun tager et hvæs af sin cigaret og ser ud over hustagene og de lavthængende, grå skyer. En enkelt bil triller ind på parkeringspladsen nedenfor. Ellers er der stille på ydre Østerbro i dag.

Havde nogen spurgt hende for fire år siden, ville Aia Busk have forsvoret, at hun skulle ende der, hvor hun er i dag.

- Det der med, at man er andre menneskers produkt. Jeg har altid tænkt, at det var ekstremt usselt at leve sådan. Hun smiler for sig selv.

Held og lykke med at finde nogen, der vil lade mig passe deres børn

Aia Busk, MOdel

Da hun fyldte 13, mente hendes mor, at hun skulle finde sig et job. Men på det tidspunkt var Aia Busk ”sådan en lille emo med eyeliner i hele fjæset og stort hår”.

Aviser gad hun ikke gå med.

- Og da min mor foreslog babysitting, var jeg bare sådan: Held og lykke med at finde nogen, der vil lade mig passe deres børn.

Det kunne moren godt se. I stedet hev hun sin datter med ind på modelbureauet Unique Models. Her var de begejstrede for hendes look.

- Og så var det jo egentlig fint nok, siger Aia og demonstrerer sin afslappede indstilling til tilværelsen.

Lader sig ikke køre psykisk ned

Folk på bureauet var flinke. Og jobbet er langt hen ad vejen fuldt af privilegier.

- Jeg får mulighed for at opleve verden. Jeg får lov at møde en masse spændende mennesker og tjene nogle penge, som gør, at jeg senere hen kan få lov at lave nogle spændende ting.

Med sin tilbagelænede don’t give a fuck-attitude skiller Aia Busk sig ud fra feltet af unge piger, som øver catwalk i stuen og vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få modelkarrieren til at køre på skinner.

- Jeg går ikke så intenst op i det som mange af de andre piger, siger hun.

Aia er blevet glad for modeljobbet, selvom hun var skeptisk i begyndelsen. (Foto: Niklas Ingemann © Unique Models)

Selv tror hun, at det er en fordel.

- Jeg tror, det kan mærkes, at jeg er afslappet omkring det. Og det kan være en styrke til castings, men også fordi jeg ikke lader mig køre psykisk ned, når der er et job, jeg ikke får.

Det er ikke ensbetydende med, at hun ikke gør sig umage, når hun er ude på en opgave. Men hun lader sig ikke dupere af at skulle arbejde med en særligt berømt designer eller fotograf.

- Jeg går bare derind og tænker, at de er normale mennesker. Jeg behandler dem med samme mentalitet, som hvis det var et lille brand, siger hun.

Til casting med burgermenu

Mange af hendes forestillinger om modebranchen er blevet gjort til skamme, selvom hun stadig hader modeugerne, hvor man som model skal gå til castings.

- At rende rundt på den måde og blive vurderet op og ned og målt og vejet. Det er ikke fedt, siger hun.

- Og hvis jeg skal tabe mig to eller fem kilo for at gå et Pradashow, så skal jeg ikke gå Prada.

Det er tydeligt, at det er noget, hun har tænkt over. Alt andet er også svært i en branche, hvor hoftemål er noget, man har stående på sit CV, og castingagenter vifter åleslanke piger væk, som var de fluer, fordi de overskrider de magiske 90 centimeter.

Aja har et hoftemål på 89 centimeter.

Da hun skulle til casting hos det celebre modehus Valentino i Paris, ankom hun med en bakke pommes frites og en sodavand fra McDonald’s. Burgeren havde hun spist.

De andre modeller gjorde store øjne. Junkfood og modeller er ikke almindeligvis to ting, der går hånd i hånd.

Hvis jeg skulle være smallere om hofterne, skulle jeg have skåret noget af mine knogler

Aia Busk, Model

- Det kan være svært at holde fast i sine prioriteter, når man arbejder i en branche, der lægger pres på én på den måde. Der skal man virkelig være klar over, hvad man gerne vil stå for.

- Jeg snakkede med en anden model om det. Og hun har også brede hofter, men hun er meget, meget tynd. Og hvis hun taber sig mere, bliver det bare sygt, siger Aia.

'Jeg er, som jeg er'

Den røde ribstrikkede trøje stumper, så der er kig til maveskindet. Med sine 182 centimeter og taljemål på 60 centimeter trænger Aia Busk ikke til at tabe sig. Alligevel har hun oplevet at blive målt og fundet for bred om hofterne.

Det rører hende dog ikke.

- Jeg er, som jeg er. Og det er der ikke nogen, der skal lave om på. Hvis jeg skulle være smallere om hofterne, skulle jeg have skåret noget af mine knogler.

Hun mener selv, at det er noget, hun har med hjemmefra, den grundlæggende følelse af at være god nok, som hun er.

- Jeg tror, det ligger helt fundamentalt. Det er noget, jeg har med mig.

Det er den samme logik, der hersker blandt drengene, hun hænger ud med i Måløv.

- De har det meget sådan, at hvis du ikke kan lide mig, så er det dit problem.

Hun tilføjer:

- Jeg vil gerne kunne se tilbage på den her periode i mit liv og tænke: Det var en fed oplevelse, jeg havde det godt. Og ikke tænke, fuck, jeg havde det ad helvedes til, jeg var syg, hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget ved det?

Prøver at spise salat en gang imellem

Indenfor tørrer Aia støv af det sorte sofabord og sætter vand over til kaffe, som hun er ved at lære sig selv at drikke. Fordi hun er ”fucking træt” hele tiden.

- Jeg har haft fri for længe, griner hun.

Sidste sommer droppede hun ud af gymnasiet. Lige nu sidder vennerne og sveder over den større skriftlige opgave, som man skriver i 3.G.

- Det er lidt mærkeligt. Alle sidder og knokler, og jeg ser Netflix. En eller anden serie, jeg allerede har set én gang, sikkert.

Selvom det kan føles skørt at gå rundt og lave ingenting i de perioder, hvor hun ikke har travlt, er Aia dog ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at droppe ud.

Aia Busk droppede ud af gymnasiet efter 2.G for at fokusere på sin modelkarriere. (Foto: Michael Falgren © Unique Models)

Hun kunne ikke overskue at koncentrere sig om både skolearbejdet og modelkarrieren og følte, at hun gjorde begge dele halvt.

Nu fokuserer hun på modelarbejdet, og selvom hun er glad for fastfood og ikke kan anklages for at være fitnessafhængig, prøver hun at træne lidt hver dag og ”spise en salat en gang i mellem”.

Mest for ikke at blive ”for blød”, som hun kalder det.

Langs væggen i den lille etværelseslejlighed står et par flyttekasser. På kommoden ligger et par digtsamlinger af forfatteren Caspar Eric; på hylden står et polaroidkamera og en række magasiner.

Skal stadig have tatoveringer

For et par uger siden sagde Aia Busk farvel til tilværelsen som hjemmeboende og fik sin egen lejlighed med alt, hvad det indebærer af bekymringer om regninger, indkøb, madlavning og hårde hvidevarer.

Hun kan godt blive lidt presset over, at nu er det alvor.

Hvis jeg ikke får nogle jobs, er jeg på skideren

Aia Busk, model

- Jeg har lige fået en lejlighed. Jeg har en masse udgifter lige pludselig, som jeg ikke ved, om jeg kommer til at kunne dække. Hvis jeg ikke får nogle jobs, er jeg på skideren. Uanset hvor chillet jeg er, kan jeg godt blive stresset over det nogle gange.

Telefonen ringer; det er hendes far.

Han ringer for at tjekke, hvordan det går med komfuret. Det er splinternyt, men skuffen under ovnen bliver ved med at gå op. I aften kommer hendes lillebror på 12. Det er fredag, og den står på X Factor og hjemmelavet mad.

Og om et par uger skal hun to måneder til Sydney for at møde kunder og forhåbentlig få lavet nogle modeserier, hun kan bruge til sit portfolio. På sigt er ambitionen at komme til New York.

Indtil da tager hun tingene, som de kommer.

- Jeg har ikke nogle specifikke mål for, hvor jeg skal hen. Jeg ser, hvad der sker. Også fordi jeg aldrig har haft den der modeldrøm.

Hun har stadig planer om at få en masse tatoveringer en dag. En dedikeret til hver af hendes forældre. Men indtil videre skal der ikke noget blæk ind under huden. Højst en lille en, som kan skjules på billeder.

Og når modelkarrieren en dag er slut?

- Måske udgive en digtsamling eller sådan noget. Jeg ved det ikke.

Følg Aia og de andre modeller i ’De smukke piger’, som sendes onsdage på DR3 og kan ses på dr.dk/tv.

Aia Busk

  • Har gået shows for bl.a. Lala Berlin, Mark Tan, Freya Dalsjö, Kopenhagen Fur, By Malene Birger.
  • Har lavet modeserier for Elle, Cover, Note, Costume, Dansk, Wonderland og kampagner for French Connection, Cos, Rue de Femme, Designers Remix, Envii, Maria Black, m.fl.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve