5 Hollywood-divaer der er mere berygtede end berømte

I anledning af ny HBO-serie præsenterer vi en række skuespillerinder, der har skabt legendariske scener både foran og bag kameraet.

Her er det fra den aktuelle HBO-serie 'Feud', der blandt andet har Susan Saradon i rollen som Bette David - billedet (Foto: 'Feud: Bette & Joan' (C) 2017 Fox and its related entries. All rights reserved) (© Copyright 2016)

Netop nu er Hollywood-stjernerne Jessica Lange og Susan Sarandon aktuelle i TV-serien 'Feud'.

Den handler om fejden mellem to af filmhistoriens største stjerner, Joan Crawford og Bette Davis, som hadede hinanden af et godt hjerte, men som alligevel blev forenet i filmklassikeren 'Whatever Happened to Baby Jane'.

Her præsenterer vi nogle af mest kendte divaer, hvis ego løb om kap med deres skuespilpræstationer - og de kan sagtens måle sig med nutidens arvinger såsom Kanye West og Lady Gaga:

Bette Davis

'Det bedste, jeg nogensinde har oplevet, var at skubbe Joan Crawford ned ad trappen i 'Hvad blev der egentlig af Baby Jane', udtalte Bette Davis i en af sine utallige spydigheder rettet mod sin Hollywood-kollega.

Den amerikanske filmstjerne debuterede på Broadway i slutningen af 20'erne og satte gennem seks årtier et massivt aftryk på filmhistorien.

Hun var en stærk kvinde, der krævede sin ret både i forhold til værdige filmroller og i forhold til sin løn. Som dobbelt Oscar-vinder blev hun i 1942 den højest betalte kvinde i USA.

1908-1989. Vandt en Oscar for 'En farlig kvinde' i 1935 og 'Jezebel' i 1938.

Joan Crawford

'Et år var min vinter lige ved at blive ødelagt af en forkølelse. Så rejste jeg til Jamaica, hvor sol og saltvand gjorde mig rask på kun to dage,' fortalte Joan Crawford i 1971 i sin livstilsguide 'My Way of Life'.

Joan Crawford blev gift fem gange og adopterede lige så mange børn, hvoraf den ene udgav biografien 'Mommie Dearest' i 1978, der nådesløst udstillede Joan Crawfords alkoholisme og hendes vanrøgt af børnene.

Joan Crawford døde i 1977, hvor hun fik denne afskedssalut af førnævnte Bette Davis; 'Man skal aldrig tale ondt om de døde, kun godt. Joan Crawford er død. Godt.'

1905-1977. Vandt en Oscar for 'Mildred Pierce' (1946).

Mae West

Allerede som 14-årig fik Mae West kælenavnet 'The Baby Vamp' for sine optrædener på scenen.

Hun var ikke en delikat lille blomst men en eksplosiv sexbombe, som ikke alene brændte igennem på lærredet, men også kunne skrive sine egne manuskripter.

Blandt andet filmen 'Sex' var så pikant, at hun tilbragte 10 dage bag tremmer.

Herefter medvirkede hun i 'Jeg er ikke nogen engel' (1933), der førte til en ny censur-lov, der vurderede, hvor langt en skuespiller kunne gå i forhold til seksuelt udfordrende replikker.

'Er det en pistol, du har i lommen, eller du bare glad for at se mig?' er uforglemmelig ligesom hendes hårdtpumpede look med platinblond hår, røde læber og massevis af diamanter.

1893-1980.

Elizabeth Taylor

'Vi elsker hinanden så meget, at det ikke er til at holde ud,' udtalte Elizabeth Taylor kort før sin anden skilsmisse med filmstjernen Richard Burton i 1976.

Parret mødte hinanden under optagelserne til storfilmen 'Cleopatra', der ikke alene var den dyreste film nogensinde, men også gjorde Elizabeth Taylor som verdens største filmikon.

Men det stormomsuste kærlighedsliv med otte ægteskaber, og hendes utrolige samling af juveler gjorde hende ligeså berømt uden for lærredet.

Modig var hun også, og som en af de første store stjerner involverede hun sig helhjertet i kampen imod AIDS, hvilket var med til at gøre hende til et af eftertidens største bøsseikoner.

1932-2011. Har vundet Oscars for 'Butterfield 8' og 'Hvem er bange for Virginia Woolf'.

Joan Collins

Den eneste nulevende diva på listen er udødelig i rollen som olie-millionøsen Alexis Colby i 80'er-serien 'Dollars'.

I 70’erne vakte hun opsigt i de semierotiske film 'The Stud' fra 1978, og 'The Bitch' fra 1979, der i øvrigt begge to var skrevet af søsteren Jackie Collins.

Senere fulgte nogle år på de skrå brædder, får hun fik rollen i det, der skulle blive en af 80'ernes mest populære tv-serier.

Som 50-årig lod hun sig fotografere til mandemagasinet Playboy, og op igennem oo'erne har hun haft stor succes med et makeover-program, hvor hun kaster glamour-støv på almindelige kvinder samt med et standup-show.

1933- .

  • Chris Pedersen er tv-vært og tilrettelægger på DR K.
  • Han har været moderedaktør på Euroman, redaktør på modemagasinet Cover og chefredaktør på Cover Man.
  • 'Feud' udkommer hver mandag på HBO Nordic. På rollelisten er der blandt andet Susan Sarandon, Jessica Lange, Stanley Tucci, Alfred Molina.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve