5 serier du skal se inden næste sæson af Bedrag

Er du vild med finans-drama, politi-kammerater eller alenemødre med karriere? Her er fem serier mens du venter på mere 'Bedrag'.

En af de sidste scener med Claudia og Sander i første sæson af Bedrag. Inden sæson 2 er der masser af serier med nogle af de samme temaer, du kan kaste dig over.

Så skete det ... i sidste afsnit af 'Bedrag'.

Hvad præcis 'det' er, vil vi ikke afsløre her, hvis du nu ikke har fået set seriens første sæson til ende endnu. Når du har det, er der imidlertid ingen grund til at afmontere fladskærmen fra stuevæggen: Der er nemlig andre gode serier, der undersøger de samme tematikker som DRs serie.

Bedrag

Den 25. sept. begynder anden sæson af DR's dramaserie 'Bedrag', der denne gang tager seeren med på en dyster rejse i bankverdenen. Se videoer og interviews om serien her.

Gå til tema

Med udgangspunkt i de forskellige tråde i 'Bedrag', har vi samlet en række andre serier, du utrygt kan gå ombord i:

Finanssvindlere: 'Billions'

Billions (2016) | Official Trailer | Paul Giamatti & Damian Lewis SHOWTIME Series

I 'Bedrag' svindler Energreens administrerende direktør og økonomidirektør løs med store summer penge ved at lade økonomi og vindmøller køre frem og tilbage mellem hovedvirksomheder og skuffeselskaber.

Efter samme princip, om end i lidt anden målestok, opererer den stenrige hedge fund-manager Bobby Axelrod ('Homeland's Damian Lewis) i HBO-serien 'Billions' - skarpt efterforsket af myndighederne. Aaron Sorkin ('The Social Network' og 'West Wing') har skrevet dialogen, som man kan skære sig på.

Hårdkogte politi-partnere: 'The Wire'

The Wire Season 1 Trailer

Politimakkerparret Mads Justesen og Alf Rybjerg er henholdsvis hård betjent og grundig efterforsker - begge med hjertet det rette sted.

Hvis man ikke kan få nok af den slags typer, så er det oplagt at gå videre med en serie som HBO's The Wire. Her følger man bekæmpelsen af narkokriminalitet i Baltimore - skildret herligt objektivt fra både myndigheder og narkokriminelles side.

Makkerparret Herc og Carver følger man gennem alle seriens fem sæsoner, både i deres bedrifter, men også et par fiaskoer.

Fra småkriminalitet til orkanens øje: 'Breaking Bad'

BREAKING BAD - Seasons 1-5 Trailer

Småkriminelle Nicky (Esben Smed) og Bimse (Lucas Hansen) kommer i fedtefadet, da de stjæler en bil med to millioner euro. Lige pludselig kommer de i søgelyset for både Energreens håndlanger, eks-jugoslaviske kriminelle og 'vennerne' til Nickys svigerfar.

Hvis man godt kan lide historien om den lille mand, der pludselig får en afgørende rolle i den kriminelle underverden, så er 'Breaking Bad' et godt sted at starte: Den kræftsyge Walther White (Bryan Cranston) dropper sit job som kemilærer til fordel for en lukrativ karriere som methproducent med den sølle partner Jesse Pinkman - og bliver lige pludselig mål for mexicanske karteller og narkobaroner.

Flere lejemordere: 'Fargo'

Fargo TV Series Trailer (HD)

Den iskolde svenske lejemorder P (Claes Ljungmark) spiller en afgørende rolle i første sæson af 'Bedrag' - en rolle der kulminerer i sidste afsnit.

I serien 'Fargo' møder vi et lidt alternativt take på en lejemorder, der nærmest stjæler billedet i en serie, der ellers i sig selv er blevet rost til skyerne (især anden sæson: Lorne Malvo (spillet af Billy Bob Thornton) er både dæmonisk og akavet i sin tilstedeværelse i den lille by, hvor ikke alt er, som det ser ud under overfladen.

Alenemor med børn: 'The Killing'

The Killing - Season 1-3 | Series Trailer | Netflix

Ved siden af jobbet som chefjurist i 'Bedrag's blakkede virksomhed, Energreen, så er Claudia (Nathalia Madueño) også udfordret af at være alenemor. Mens virksomheden og hun selv kommer længere og længere ud i en spiral af problemer, vil eks-manden så pludselig flytte med sønnen Bertram.

Temaet med alenemødre og travle karrierer kender vi i Danmark fra 'Forbrydelsen'. Hvis du synes du har set nok på Sarah Lund (men hvorfor egentlig?), kan du slå over i amerikansk og se Sarah Linden i remaket 'The Killing'. Lund/Linden efterforsker mordet på en ung kvinde, mens hun kæmper med også at være der for sin søn.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve