5 stærke festivalfilm fra Venedig du skal glæde dig til at se i biografen

Filmfestivalen i den italienske kanalby har næse for gode film. DR’s filmanmelder Per Juul Carlsen giver her sine bud på de bedste film, som snart bliver vist i Danmark.

Guillermo del Toros film 'The Shape of Water' fik Den gyldne Løve under filmfestivalen i Venedig. Den handler om et kærlighedsforhold mellem en stum rengøringskone og et fiskemandsmonster. (© Century Fox Film)

Filmfestivalen i Venedig – eller Mostra Internazionale d’arte Cinematografica, som den egentlig hedder – er ikke så stor og prangende som konkurrenten i Cannes, men er omtrent lige så god til at samle film.

Efter den 74. udgave af festivalen, der sluttede i weekenden, er der endda bred enighed om, at festivalprogrammet var særlig vellykket.

Per Juul Carlsen, filmmand på Filmland Podcast og P1 Eftermiddag, var i Venedig og har samlet de fem film, der gjorde størst indtryk. Og de kommer alle op i de danske biografer.

The Shape of Water

(© Century Fox Film)

Der bruste en usædvanlig varme op mod lærredet da ’The Shape of Water’ fik verdenspremiere i Venedig.

Det var som om de forsamlede filmjournalister var taknemmelige over endelig at have set en monsterfilm, der gav sig ro til at fortælle om følelser.

Der er bestemt tjubang i Guillermo del Toros film, der vandt førsteprisen Den gyldne Løve i Venedig, men det er kærligheden mellem – minsandten – en stum rengøringskone og et fiskemandsmonster, den virkelig koncentrerer sig om. Og ja, de har sex.

Glæd dig især, hvis …

Du er fan af Guillermo del Toros ’Pans labyrint’ eller de to ’Hellboy’-film. Den mexicanske instruktør har en særlig evne til at slippe stærke følelser løs i vilde og farvestrålende universer.

Premiere 22. februar 2018

Human Flow

(© UG)

Det er måske lidt af en tilsnigelse at hævde, at man ligefrem skal glæde sig til ’Human Flow’ af den kinesiske kunststjerne Ai Weiwei. Så sjovt er det ikke at blive mindet om, at flere og flere mennesker flygter fra deres hjem her på kloden, og at vi efterhånden er 65 millioner flygtninge.

Der er ikke meget nyt i Ai Weiweis 140 minutter lange dokumentar. Men den får begavet opsummeret, at menneskeheden grundlæggende er forvirret og i vildrede.

Glæd dig især, hvis ….

Tjah, hvis du synes verdens og menneskehedens fremtid også angår dig. Og dem, du kender.

Premiere 9. november 2017

Downsizing

Hvordan overlever menneskeheden på en overfyldt og udpint jordklode? Ved at blive mindre, naturligvis.

Det er udgangspunkt for science fiction-komedie-dramaet ’Downsizing’, hvor to norske forskere (spillet af Søren Pilmark og svenske Rolf Lassgård) finder en formel til at skrumpe mennesker ind til en højde på 13 cm. Så kan vi alle være her – indtil tingene ikke helt udvikler sig som planlagt.

Glæd dig især, hvis ….

Du kunne lide Alexander Paynes ’Sideways’ og ’Nebraska’. Den amerikanske instruktør er en mester i bruge humor til at fortælle begavede historier om moderne mennesker.

Premiere 18. januar 2018

The Third Murder

(© Fuji Television)

Hvad er skyld egentlig? Og kan man overhovedet fastslå noget så kompliceret i en retssal?

Det er temaet for japanske Hirokazu Kore-edas meget anderledes krimi, ’The Third Murder’, om en forsvarsadvokat, der forsøger at begribe hvem og hvad, den mand, han skal forsvare i retten, er.

Manden har lige myrdet for tredje gang og er ikke i tvivl om, at han slog sin chef ihjel. Men han er ikke så sikker på, at han er skyldig.

Glæd dig især, hvis ….

Du elsker fintmaskede, detaljerige film, hvor hver sætning og hvert blik betyder noget i det store puslespil. Kore-Eda er mest kendt for stille familiefilm som ’Still Walking’ og ’Min søns familie’, hvor man virkelig kommer tæt på almindelige mennesker. Her er han i sit filosofiske hjørne.

Premiere i foråret 2018

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

(© Century Fox Film)

Englænderen Martin McDonagh er lidt af en drengerøv, der elsker en god voldsscene tilsat smarte replikker a la Quentin Tarantino. Det viste han især for ni år siden i filmen ’In Bruges’.

Den her gang har han mere på hjerte i en fortælling om vrede og frustrerede mennesker i en lille amerikansk by. Det hele begynder da en dame, hvis teenagedatter blev voldtager og myrdet, langer ud efter den lokale sherif og hans uduelige politistyrke med tre store billboards ved landevejen på vej ind til byen.

Glæd dig især, hvis ….

Du var vild med Coen-brødrenes ’Fargo’. Frances McDormand er ligeså fantastisk i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ som den kontante moder, der er parat til hvad som helst for at finde den, der slog hendes datter ihjel.

Premiere 11. januar 2018

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve