5 topseje kvinder der giver fingeren til alderspolitiet

Her hylder vi en inspirerende garde, der hellere vil sparke døren ind til filmbranchen og modeindustrien end til pensionist-tilværelsen. Kort sagt: Gråt hår og god stil er det nye sort.

Hvem siger man ikke kan sætte ild til en catwalk, selvom man er fyldt 95 år? Her er det Iris Apfel under et show i 2012. Hun tilhører flokken af modne kvinder, man skal stå virkelig tidligt op for at kunne matche. (Foto: KENA BETANCUR)

Elegance og fed stil er ikke kun forbeholdt unge kvinder uden rynker eller ret meget erfaring. Tværtimod.

På det seneste har flere ældre kvinder med coolness, ynde og rank ryg indtaget både modeshows, tv-serier og sociale medier som tidens hotteste kvinder og viser dermed en ny måde at blive ældre på.

Den britiske, 80-årige skuespillerinde Vanessa Redgrave er det seneste skud på stammen af modne kvinder, som optræder side og side med unge modeller i en modekampagne for Gucci.

I anledningen af modeugen, der åbner i København i dag, har vi fået DR K-vært og modeekspert Chris Pedersen til at pege på fem seje, modne kvinder fra ind- og udland, der er særligt hotte for tiden.

Linda Rodin, 68

- Med 124.000 følgere på Instagram er den 68-årige newyorker Linda Rodin en stærk eksponent for flokken af seje kvinder over 60. Efter en lang karriere som stylist for magasiner som Harpers Bazaar, Vogue og mode og skønhedsbrands som Victoria’s Secret brød hun som 59-årig igennem med en hudplejeserie i eget navn, der nu er opkøbt af konglomeratet Estee Lauder.

- Trods sin succes er Linda Rodin dog ikke fan af dyre luksusmærker, men er i stedet kendt for en garderobe præget af genbrugsfund i god kvalitet mikset med enkelte ekstravagante stykker tøj.

Birgitte Drud, 60

- ”Måske Københavns mest cool kvinde”, skrev modebloggen Girls Are Awesome, da den 60-årige Birgitte Drud sidste år sprang ud som designeren bag en heldragt i skinnende satin. Hun danser tango, arbejder med catering og passer børn, og så er hun også hoppet på SoMe-bølgen både på Instagram og Facebook, hvor hun optræder som model sammen med sin hund Bobcat.

”Jeg er ikke interesseret i modemagasinerne. De er værdiløse. Det hele handler om Facebook og Instagram. Det er meget sjovere på de sociale platforme: Her kan jeg lave min egen markedsføring, skrive historier og sige præcis, hvad jeg har lyst til,” har hun udtalt.

Iris Apfel, 95

- ”Ingen er originale længere,” siger newyorkerikonet Iris Apfel, som på mange måder blev symbolet på cool, ældre kvinder efter at have optrådt som model for mærker som Alexis Bittar, MAC og Aigner. I 2014 blev hendes berømmelse cementeret yderligere, da dokumentaristen Albert Maysles portrætterede hende i filmen ’Iris’, hvor man kunne opleve hendes utrolige samling af kæmpe smykker, vintage couture, billigt arbejdstøj og tonsvis af bijouteri.

Faktisk startede hun karrieren som tekstildesigner, og det er netop farver og overflader, der definerer hendes stil, hvilket man kunne opleve, da Metropolitan Museum of Art’s Costume Institute i New York i 2005 udstillede hendes garderobe under navnet ’Rare Bird of Fashion: The Irreverent Iris Apfel’.

Helen Mirren, 71

- Hun bliver stadig beskrevet som en af de mest attraktive kvinder i verden, og i en alder af 71 er den britiske skuespillerinde stadig på toppen af sin karriere både som skuespiller og som model for L’Oreal. Helen Mirren startede sin karriere i teaterverdenen og slog for alvor igennem med hovedrollen i tv-serien ’Mistænkt’ i begyndelsen af 90’erne. En serie der i øvrigt var med til at brande hende som et voksent sexsymbol.

De seneste år har man kunnet opleve hende i film som ’Kvinden i guld’ og ’Eyes in the Sky’, ligesom hun er ivrig gæst på røde løbere iklædt kjoler fra blandt andet Dolce & Gabbana, der er erklærede fans af Mirren.

Vibeke Windeløv, 66

- Vibeke Windeløv er uomgængelig, når man taler om seje danske kvinder. Som 42-årig markerede hun sig som producent bag filmsuccesser som ’Breaking the Waves’, ’Dogville’ og ’Manderlay’. I 2015 kastede hun sig ud i rollen som teaterdirektør for Betty Nansen på Frederiksberg.

- Men Vibeke Windeløv har også sans for stil og ses ofte i enkle farverige kjoler og design fra den japanske designer Issey Miyake’s kollektion Pleats Please. ”Det årti, hvor jeg begyndte min karriere for alvor, var i 40’erne. Indtil da havde jeg taget hensyn til, at jeg ikke skulle være så lang tid væk fra mine børn”, har hun udtalt til Alt for Damerne, siger Chris Pedersen.

Chris Pedersen

  • Vært og tilrettelægger på DR K, hvor han blandt andet har lavet programmer som 'Skønhedens magt', 'Afrika er det nye sort' og 'Danmarks unikke stilikoner'.
  • Han har været moderedaktør på Euroman, redaktør på Cover og har skrevet om mode for medier som Politiken, Børsen og Berlingske.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve