7 superskurke der (næsten) fortjener verdensherredømmet

De er flamboyante psykopater med sans for ultravold, men vi elsker dem. I anledning af "Suicide Squad" hylder vi de ultimative superskurke på film.

Bio-aktuelle "Suicide Squad" hylder superskurkene. Og det manglede da også bare, for var der overhovedet superhelte, hvis der ikke var superskurke? (Foto: Batman / Suicide Squad / Superman II)

Man kan ikke få nok af gode skurke.

Det har man taget konsekvensen i den biografaktuelle "Suicide Squad", der er baseret på DC Comics-tegneserien af samme navn. Her følger man en samling superskurke, der er på mission om at frelse verdenen (!).

I den anledning har Jacob Hinchely og Elias Eliot fra podcast-showet Han Duo lavet deres liste over de allerbedste superskurke fra tegneseriefilmatiseringernes verden - og de geniale skuespillere, der vækker dem til live. Som i enhver god top-liste starter vi fra bunden:

Harley Quinn (Margot Robbie)

- Det kan godt være, at "Suicide Squad" er blevet haglet ned mange steder (så slem er den heller ikke), men uanset hvad, er der et klart lyspunkt ved den: Margot Robbie som Harley Quinn, fortæller Han Duo.

Hun er Jokerens kæreste, men formår at outshine Jared Letos knapt så vellykkede Joker-portræt fuldstændig og samtidig stjæle de fleste scener fra en ellers charmerende Will Smith. Harley Quinn skal nok få sin egen spin-off på et tidspunkt, og hun er helt sikkert en væsentlig del af årsagen til, at filmen har skovlet så mange penge ind allerede.

Suicide Squad. Instr. David Ayer. 2016. Er aktuel i biograferne lige nu.

Green Goblin (Willem Dafoe)

- I den mest succesfulde Spider-Man-serie til dato (vi glæder os til Marvels nye inkarnation), var Willem Dafoe den første til at gå op imod Edderkoppen. Han spillede videnskabsmanden Norman Osborn, der tester et styrke forbedrende serum, med det resultat at han får superstyrke - og bliver sindssyg.

Med de karakteristika bliver han til Green Goblin (på dansk: Den Grønne Gnom). Dafoe formår at spille sindssygen oprigtigt skræmmende, imens han stadigt bevarer glimtet i øjet. Især i scenen, hvor han konfronteres med sit vanvittige alter ego gennem en forstyrret samtale med sit spejlbillede, fortæller Han Duo.

Spiderman. Instr. Sam Raimi. 2002. Er tilgængelig på dvd.

The Joker (Jack Nicholson)

- Jack Nicholson var født til at spille rollen som Batmans ærkefjende i Tim Burtons succesfilm fra 1989. En rolle, han havde varmet op til siden "Ondskabens Hotel" ni år tidligere. Hér går han all in på vanviddet, og stjæler filmen fuldstændigt fra en ellers rigtig god Michael Keaton som Batman. Faktisk er Nicholson så overvældende i sit spil, at filmen sagtens kunne have heddet ”The Joker” i stedet , fortæller Han Duo.

Det er en sindssyg ballet af vanvids-sarkasme, der i mange år var den definitive version af karakteren. Og selvom fortsættelsen "Batman Returns" på mange måder var en bedre og mere fuldendt film, så manglede Klovneprinsens vanvid.

Batman. Instr. Tim Burton. 1989. Er tilgængelig på dvd.

General Zod (Terence Stamp)

- Glem alt om Michael Shannons lettere overspillede udgave i "Man of Steel-filmen" fra 2013; Terence Stamp lavede mange år før den definitive udgave af Supermans rival, General Zod, der i hans udgave er kynisk og nådesløs, men stadig med en bevidsthed om det legende tegneserieunivers, han befandt sig i, fortæller Han Duo.

Det er intimiderende og sjovt på samme tid. ”Kneel before Zod!” er en af hans mange udødelige replikker. Og alle, der omtaler sig selv i 3. person, og er så besat af at få folk til at knæle, fortjener en plads på denne liste.

Superman I / Superman II. Instr. Richard Donner. 1978/1980. Er tilgængelig på dvd.

Catwoman (Michelle Pfeiffer)

- Ja, det kan diskuteres om Catwoman er en egentlig skurk, fordi hun ofte også portrætteres som en antiheltinde og en kærlighedsinteresse til Batman. Men hun er også en superskurk, en klatretyv og en person, man aldrig ved hvor, man har.

De karaktertræk formåede Michelle Pfeiffer perfekt at formidle i sit legendariske portræt af hende i Batman Returns fra ’92; hun er dødbringende, sejlivet, sexet og utilregnelig og har et af de fedeste outfits i filmhistorien. Hally Berry forsøgte senere at gøre Pfeiffer kunsten efter, men jo mindre vi snakker om dén film, jo bedre.

Batman Returns. Instr. Tim Burton. 1992. Er tilgængelig på dvd.

Magneto (Michael Fassbender/Ian McKellen)

- Okay, den hér er lidt snyd, men det er fordi at to så mageløse skuespillere i samme franchise har portrætteret mutanten Magneto, X-Mens måske største ærkerival. Ian McKellen skildrede Magneto i en ældre udgave i den første "X-Men"-film fra ’00, og så overtog Michael Fassbender rollen i ’11, og tilføjede den et helt nyt liv.

De nye film bliver bedre hver gang, han er på skærmen – han er simpelthen (undskyld) magnetisk i rollen. F.eks. scenen på kroen i X-Men: First Class, hvor Magneto som holocaust-overlevende udrydder tre nazister i en helt igennem fantastisk action- og karakteropbyggende sekvens.

X-Men-filmene. Instr. Bryan Singer m.fl. 2000-2016. Er tilgængelige på dvd og stream.

The Joker (Heath Ledger)

- Mange mente, at castingen af Heath Ledger som Batmans ærkefjende var en fejltagelse af dimensioner. Der var ingen måde hvorpå han kunne overgå Jack Nicholsons definitive portræt 19 år tidligere. Men alles tvivl blev i dén grad gjort til skamme. Endnu engang stjal Jokeren filmen fra Batman, og denne gang trængte karakteren helt ud af lærredet og under huden på publikum.

Hvor Nicholsons vanvid stadig var bundet i tegneseriens skær, gav Ledger os en karakter, der var oprigtig psykotisk og sadistisk; et ødelagt menneske, hvor al menneskelighed for længst var fortabt. Og derfor så meget mere urovækkende. En fremragende præstation, der har sat en fremtidig barre for Jokeren, der bliver svær at toppe, og som Jared Leto i "Suicide Squad" desværre heller ikke når til sokkeholderne.

The Dark Knight. Instr. Christopher Nolan. 2008. Er tilgængelig på dvd og stream.

  • Og så dem, der mere er sjove end uhyggelige (ifølge Han Duo): Arnold Schwarzenegger som Mr. Freeze i "Batman & Robin". Og i samme film, Uma Thurman som Poison Ivy. I "Batman Forever", både Jim Carrey som The Riddler og Tommy Lee Jones som Two-Face. Nick Nolte som faren i "Hulk". John Travolta som Howard Saint i "The Punisher". Topher Grace som Venom i "Spider-Man 3". Christopher Eccleston som Malekith i "Thor: The Dark World". Sharon Stone som Laurel Hedare i "Catwoman". Og så i øvrigt begge udgaver vi har fået på det seneste af Dr. Doom, både Toby Kebbells fra sidste års "Fantastic Four", men også Julian McMahons Dr. Doom et helt årti før.
  • Jacob Hinchely og Elias Eliot er værter på podcasten Han Duo, der ser på, hvad der rører sig i filmens, computerspillenes og seriernes verden. Find dem på Facebook her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve