Adgang forbudt: 3 forladte steder man ikke troede eksisterede

Fascinationen af det forladte har fået to danske eventyrer til de mest obskure steder i verden. Endda med pistol én gang.

For Morten Kirckhoff og makkeren Jan Elhøj er der gået sport i at opdage steder, der er forladte. Her er det fra en russisk bosættelse på Svalbard, der blev rømmet i 1998. (Foto: Morten Kirckhoff & Jan Elhøj © Morten Kirckhoff & Jan Elhøj)

Skallet maling. Smadrede vinduer. Duelort. Fare for nedstyrtning.

For mange er det ikke opskriften på en rejsedestination, men for Morten Kirckhoff og makkeren Jan Elhøj er det tegn på noget godt:

- Der er både en spænding og en glæde ved at komme ind på stederne. At udforske det uvisse, fortæller Morten Kirckhoff.

Det har de indtil videre gjort i 30 lande og dokumenteret på bog og i tv.

Det betyder ulovlig indtrængen fra tid til anden, men de har et kodeks. Altid opføre sig respektfuldt og aldrig bryde noget op. Sidstnævnte har betydet en del skuffelser ved lukkede bygninger.

I anledning af deres foredrag på københavnske Bremen i aften har vi bedt Morten Kirckhoff pege på tre steder i verden, der har gjort størst indtryk:

Gødningsfabrik, Albanien

Kunstgødning var en vigtig eksportvare, da Albanien blev regeret af despoten Enver Hoxha. Da han bliver væltet, stopper produktionen og efterlader gabende tomme fabriksanlæg.

Ud fra den info - og research - får Morten Kirckhoff og Jan Elhøj lokaliseret et gigantisk fabriksområde på Google Maps, hvor cirka 10.000 ansatte har produceret kunstgødning. På satellitbillederne er der sammenstyrtede tage, og en rig vegetation. Med andre ord, alle de rigtige tegn.

- Vi tog derind om natten, så vagterne ikke ser os. De var så tæt på, at vi kunne lugte deres cigaretter. Der var helt mørkt, og vi anede ikke, hvad der var der. Vi sov der, og stod op tidligt om morgenen, fortæller Morten Kirckhoff:

- Du tror det var løgn. Det ligner noget fra 'Fallout' eller et andet computerspil. Der var de her kæmpe ramponerede fabrikslokaler med støv og skidt over det hele. Kontrolrum med ringbind med tekniske tegninger. Arbejdernes stempelkort var der stadig. Helt urørt.

- Historien hang i væggene. Man kunne sagtens forestille sig, hvordan det hele havde været. Det emmede af liv, selvom det var dødt. Fantastisk.

Russisk bosættelse, Svalbard

Trods sit ugæstfri klima og isolerede position kun 1000 km fra Nordpolen har den norske øgruppe Svalbard været populær som minedrift. Blandt andet for et russisk mineselskab, som Morten Kirckhoff og Jan Elhøj fik færten af.

Selskabet går konkurs i 1998 efter at have udvundet kul på en af de mindre øer. Samtlige 1.200 medarbejdere må forlade bosættelsen. Næsten 20 år senere får den besøg:

- Alt står tilbage fra russerne. Alt. Der hænger pelse i skabene i lejlighederne, der ligger korkbælter i svømmehallen (billedet), der er flygel på biblioteket, der er biografer og kirker, alt er der. Det hele er konserveret på grund af permafrost på omkring 10 graders kulde, fortæller Morten Kirckhoff.

- På grund af faren for at møde en af de flere tusinde isbjørne skal man altid være bevæbnet. Vi gik med riffel og pistol. Det var en spændende oplevelse at gå rundt der. Det er så langt væk fra alting, at man ikke fatter, at folk har boet der.

Slangelaboratorium, Japan

Morten Kirchhoff og Jan Elhøj havde hørt rygter om en nedlagt zoologisk have i Japan.

Da de endelig kommer frem, finder de et nedlagt laboratorium, der havde været brugt til at studere slanger, indtil cirka 15 år siden. Synet er vanvittigt, fortæller Morten Kirckhoff, og bestemt ikke noget for nogen, der det svært med slanger:

- Det er fyldt med døde slanger. Flere hundrede glaskolber med slanger i formaldehyd (konververingsvæske, red.) står på hylderne. Der ligger slanger og slangeskind over det hele. I håndvasken, på gulvet, sømmet op på væggen, i små mærkede kasser, og væske er løbet ud på gulvet, fortæller Morten Kirckhoff.

- Der lugtede af døde dyr, og det gamle trægulv gav sig, hver gang vi trådte, og det fik glaskolberne til at klirre lidt. Det er det fedeste, men også klammeste sted, vi har været. Det er helt vildt, at laboratoriet får lov at blive stående i den stand.

Alle fotos: Morten Kirckhoff og Jan Elhøj (billedet)

  • Morten Kirckhoff og Jan Elhøj har gennem otte år besøgt menneskeskabte steder over hele verdenen, der er forladt.
  • Den jagt er blevet dokumenteret i DR-serien 'Alt forladt' samt fotobogserien 'Abandoned - forladte steder' - se mere på deres hjemmeside.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve