Anders røg i et Suede-misbrug: Her er 7 numre der gør dig hooked

Her er de koncertaktuelle britpoppperes skarpeste og bedste musik gennem 24 år - lyt på eget ansvar

Suede blev udråbt som de nye Stone Roses, da de debuterede. Siden har succeskurven været svingende. I aften præsenterer de deres anmelderroste album 'Night Thoughts' i Koncerthuset (Foto: DR / Getty Images)

Få bands kan præsentere en så zigzagget succeskurve som Suede. Gruppen peakede i midten af 90'erne, men gik derefter fra stjernestatus til skuffelse med interne stridigheder og misbrug til følge. I morgen står de på scenen i Koncerthuset med et nyt album, Night Thoughts', som har fået anmelderros.

P6 BEAT-vært Anders Bøtters kender også til misbrug - dog ikke den slags, der kræver nåle, som Suede-forsanger Brett Anderson har været ude i. Bøtters misbrug var derimod Suedes musik. I 1994 fik P6 BEAT-værten fik 'Dog Man Star'-albummet og han var solgt til Suedes pirrende verden.

- Hvem andre kan sige, at de f.eks. har fået fat i den japanske kassettebåndsudgave af 'Head Music'. Jeg er nok den person i Danmark, der har brugt flest penge på Suede-udgivelser, fortæller Anders Bøtter.

Da Anders Bøtter arbejdede i pladebutik, fik han en opkrævning: 9.000 kr. for køb af Suede-udgivelser. Sidenhen aftog den maniske begejstring i takt med Suedes mere afsporede udgivelser. Ifølge anmeldelserne af det nye album 'Night Thoughts' er det det på tide at stige på toget igen - her anbefaler Anders Bøtter de syv stærkeste sange fra Suede:

'Animal Nitrate'

- En sang der handler om stoffer, men har kraftige undertoner af både dyresex og homoseksualitet. Virkelig kinky musikvideo med gay-flirt, dyremasker og masser af rød fløjl. Et af verdens bedste guitr-riffs nogensinde. The Smiths har ikke levet forgæves.

Fra albummet 'Suede', 1993

Suede - Animal Nitrate

'The Asphalt World'

- En af de smukkeste sange, der nogensinde er dedikeret til seksuel jalousi. Blev samtidig slutningen på det eksplosivt kreative samarbejde mellem sanger Brett Andersson og guitarist Bernard Butler. Kraftigt inspireret af Pink Floyd, skulle sangen skulle oprindeligt vare op mod 25 minutter og have en guitarsolo på otte minutter (!).

- Skænderiet omkring denne sang blev symptomatisk for de uenigheder, som omgærdede albummet som helhed. Men den dag i dag står 'Dog Man Star' tilbage som værende Suedes ubestridte hovedværk.

Fra albummet 'Dog Man Star', 1994

Suede - The Asphalt World

'The Chemistry Between Us'

- Endnu en sang om stoffer, samfundets forskellige klasser og forstædernes ubarmhjertighed, men det er også en enormt smuk Romeo og Julie-agtig kærlighedssang. Man krydsede altid fingre for, at den ville blive spillet live. En fanfavorit.

- 'Coming Up' er jo det store britpop-album. Det kommercielle storhit. Men også begyndelsen på enden for bandets sprudlende og unikke kreativitet.

Fra 'Coming Up', 1996

Suede - The Chemistry Between Us

'She’s In Fashion'

- Et af de eneste numre, som har overlevet albummets blakkede ry. En absolut livefavorit i årene, hvor det hele var ved at ramle om ørene på Suede. Inspirationen fra Bowies poppede 80'er-periode er til at tage og føle på. En kæmpe single fra et elendigt album, der iøvrigt var lavpunktet i Suedes karriere. Total uinspireret. En skamplet.

Fra albummet 'Head Music', 1999

Suede - She's in Fashion

'Oceans'

- Sjovt nok er det mest holdbare nummer på dette album - skjult som et ekstra nummer på cd-versionen. Igen kunne det ligeså vel have været udgivet som et solonummer af Brett Anderson. Han er helt alene, og det lyder meget lidt af 'bandet Suede'. Men det er smukt nummer.

- Jeg elskede albummet, da det udkom. Det var en lille genoprejsning. Set i bagklogskabets lys var det dog kun fordi, det var marginalt bedre end 'Head Music'.

Fra albummet 'A New Morning' (cd-version), 2002

Suede - Oceans

'What Are You Not Telling Me'

- Det er det bedste Suede-nummer i årevis. Der trækkes tråde til 'Dog Man Star'-tiden og især nummeret 'Introducing The Band'. Skævt, anderledes, Pink Floyd-syret og rørende i al sin søgende melankoli. Præcis som Suede er, når de er bedst.

- Det er et ganske hæderligt album. Havde det i stedet været en ep med de fem bedste numre fra albummet, så havde det været en helt vildt god ep!

Fra albummet 'Bloodsports', 2013

Suede - What Are You Not Telling Me

'I Cant Give Her What She Wants' Mm.

- 'Night Thougts' er deres mest gennemførte album siden 'Coming Up'! Albummet er lavet som et soundtrack til en film, men står også enormt stærkt alene. Et nyt og meget atmosfærisk udtryk, som klæder mange af sangene og især Brett Anderssons vokal, helt vildt godt.

- Det er sjovt nok de numre, der lyder som mere klassiske Suede-sange, der er de svageste. De sange som får volume, vingesus og fuldt strygerorkester, sender tanker tilbage til mesterlige sange såsom 'The Next Life', 'The 2 Of Us' og 'By The Sea'. Eminent! Mine umiddelbare favoritter er 'Learning To Be' og 'Can’t Give Her What She Wants'.

Fra albummet 'Night Thoughts', 2016

Suede - I Can't Give Her What She Wants

Anders Bøtter

  • Er desuden også vært på Sort Søndag og tovholder på 'P6 BEAT elsker'-specialudsendelserne, bl.a. om David Bowie, Björk, Pink Floyd, Mew og Kraftwerk (lyt med her).

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve