Carol er ikke den første: 5 vidunderlige film om kvinder der elsker kvinder

Fra filmens ungdom til i dag er der lavet skønne film om kvinders kærlighed til hinanden. I anledning af 'Carol' oplister Adrian Hughes fem af de gode.

I 'Carol' forelsker Cate Blanchett sig i Rooney Mara - men de er langt fra de første kvinder i filmhistorien, der er faldet for hinanden. Adrian Hughes peger på fem gode film, hvor kvinder elsker kvinder mest, (Foto: NUMBER 9 FILMS/FILM4/KILLER FILM)

Et par glemte handsker udvikler sig til en intens og problemfyldt affære mellem to kvinder i den premiereaktuelle fil 'Carol' med Cate Blanchett og Rooney Mara.

Men Carol er ikke den første , der har knas med kvindekærligheden i filmens verden. Kærligheden mellem to kvinder er blevet beskrevet adskillige gange før, også med store filmpræstationer imellem.

Her er fem af de bedste film om kvinder, der elsker kvinder.

The Kids are All Right

Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) er et lesbisk par i Los Angeles´-området, der hver har fået et barn via kunstig befrugtning. Med den samme mand som donor.

Alt ånder fred indtil børnene opsøger deres biologiske far: Der kommer nemlig maskulint grus i maskineriet i de to midaldrende kvinders tilsyneladende harmoniske parforhold, da sæddonoren får ansigt.

'The Kids Are All Right' (2010), instrueret af Lisa Cholodenko. Filmen kan lejes online i Danmark - og ses gratis på filmstriben.dk.

Mädchen in Uniform

Mere uskyldigt og frit for mænd er det i den tyske klassiker 'Mädchen in Uniform' fra 1931.

Den nyankomne kostskole-elev Manuela von Meinhardis har svært ved at finde sig til rette mellem strikse kittelklædte lærerinder - indtil hun forelsker sig i lærerinden Fräulein von Bernburg - med godnatkysset på læberne som kødeligt klimaks.

De to holder deres gengældte kærlighed i ave, indtil der serveres punch for pigerne og Manuelas følelser flyder over.

'Mädchen in Uniform' (1931), instrueret af Leontine Sagan. Filmen er ikke umiddelbart i dansk distribution men kan købes over nettet.

Stegte Grønne tomater

I Alabama i 1930’erne var man bestemt heller ikke lesbisk i fuld offentlighed. Men i 'Fried Green Tomatoes' fortæller den ældre dame Ninny Threadgoode historien om byen Whistlestop - og ikke mindst om de to kvinder Idgie og Ruth, der udvikler et tæt venskab og sammen driver byens lille café.

Mere end en gang antydes det, at venskabet mellem de to stærke kvinder i virkeligheden er et kærlighedsforhold.

'Fried Green Tomatoes' (1991), instrueret af Jon Avnet. Filmen kan købes på DVD fra danske forhandlere- og ses gratis på filmstriben.dk.

Adéles liv - kapitel 1 & 2

I forhold til de to sidstnævnte, er der meget mere autentisk liderlighed og kaotiske følelser i guldpalmevinderen 'Adéles liv - kapitel 1&2'. De erotiske scener mellem to kvinder har sjældent fået så mange til at spærre øjnene op i biografens mørke.

Den unge gymnasielev Adéle indleder et stormende forhold til den lang mere erfarne kunstner Emma - men kærligheden bliver sat på prøve i takt med, at de to unge kvinder skal omsætte lidenskab og begær til accept af hinandens forskelligheder.

'Adéles liv - kapitel 1 & 2' (2013), instrueret af Abdellatif Kechiche. Filmen kan streames og lejes online i Danmark - og ses gratis på filmstriben.dk.

Lang historie kort

Kærligheden er heller ikke bare enkel, hverken blandt homoer eller heteroer, i den danske komedie ’Lang historie kort’. Filmen følger en gruppe venner gennem tre år og otte fester: En nytårsaften, en housewarming, en Skt. Hans-aften, et bryllup, et surprise party, en navnefest, et jubilæum og en rund fødselsdag.

Trine Dyrholm spiller Anette, der har et forhold til Maya spillet af Danica Curcic. Vennekredsen består i det hele taget af vidt forskellige typer i 30erne og 40erne, der alle kæmper med ideen om det perfekte liv og ikke helt har regnet det med kærligheden ud.

'Lang historie kort' (2015), instrueret af May el-Toukhy. Filmen kan lejes online i Danmark.

De fem film er en udvidelse af Kulturrådets top 3, som blev bragt på DR K den 8. marts.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve