Den du aldrig selv fik: 5 legendariske huler du kan bygge med dine børn

Hvis du har materialer og knofedt, så har huleekspert Anders Barlebo opskriften til at bygge amok i have, skov og kælderrum

Det er Anders Barlebos erfaring, at man som forælder sagtens kan blive optaget af hylebygningen, men husk også at give barnet plads til kreativ og praktisk udfoldelse (Grafik: Frederik Højfeldt Nielsen)

Kan du huske din fedeste hule? Uanset om det var et drømmehus bygget af hynder på højkant eller en udkigspost (læs: to brædder) i et æbletræ, så husker man genistregerne. Også i voksenlivet.

Påskens forårsfridage er oplagte til at bygge huler med børnene. Og her kan Anders Barlebo hjælpe med at gøre affæren legendarisk. Han kombinerer et flair for gør-det-selv med sin fantasi til at bygge huler, bl.a. i DR-programmet 'Dansk Hulebyg'.

Her præsenterer han fem huler. Nogle kræver et besøg i byggemarkedet eller lidt genbrugsmaterialer; andre kan du lave omgående. Husk at parkere den byggesagkyndige snusfornuft i hjemmet og i lade nysgerrighed og de skøre idéer råde i hulebyggeriet. I kan jo altid bygge om. God fornøjelse!

OBS: Vi råder, at en voksen er tilstede, så sikkerheden bliver overholdt ved brug af værktøj og ved udarbejdelse af konstruktionerne.

Træhulen

Arbejdstid for to: 1-2 dage

Find en bred, solid gren i et træ - der har flere sidegrene, så man ikke monterer huset på én gren. Start med at etablere gulvet med to kraftige reglar/trælægte, og det er vigtigt, at de står på højkant, så de ikke svajer (A). Bor gennem grenen og reglarne med et 12-14 mm bor. Sæt 10 mm gevindjern gennem gren og reglar og spænd fast med spændskiver og bolte, så de flugter med ca 1–1,5 m afstand fra hinanden (B). Her kan du fæstne en palle og rupløjede brædder på. Tjek inden børnene går på det, om det er solidt og ikke vugger eller river sig løs, når vægten fra et menneske placeres på det.

Herfra etableres fire hjørnestolper, hvorpå brædderne sømmes på (C). Skal der være tag? Skal der være rebstige eller trin i træstammen? Du bestemmer.

Du skal bruge: 2 kraftige reglar (2 x 4 tommer, længden er efter hulens størrelse), 4 x 10 mm gevindjern, 2 paller, 4-6 rupløjede gulvbrædder, træ til siderne, en stige.

PS. Forhandlere af hårde hvidevarer kan ofte udlevere paller, hvis man spørger pænt, oplyser Anders Barlebo. Husk at være opmærksom på, hvordan pallen er blevet fremstillet. Nogle typer kan være fyldt med tungmetaller. Du kan blive klogere på, hvilke du skal undgå her.

Hobbithulen

Arbejdstid for to: 3 dage

Hulen består groft sagt af et gulv, facade og en gavl. Gulvet lægger du af paller, og det bestemmer størrelsen. Pallerne samles med skruer og lister lægges i pallernes mellemrum, så du har et gulv. Herefter finder du et træstamme med en forgrening, der kan udgøre hulens indgang (A) . F.eks. en omvendt Y-gren. Y’et skal være så højt, at man kan komme ind ad det.

Den bagerste hvælving er udgjort af et skelet af større grene og små træer, der samles med karmskruer i toppen af indgangspartiet (Y-grenens top). Facaden er flad og består af brædder, man tilpasser og sømmer fast på skelettet ved hele tiden at fæstne tværbrædder på gren/stamme-skelettet (B). På selve skelettet etableres et lag ris (småkviste i bundter), dernæst et lag presenning, der gemmes væk af et lag kvas og blade fra skoven (C).

Du skal bruge: 15-20 grove og lange grene (min. 10 cm i diameter og et par meter lange), brædder til facade, karmskruer (10-15 cm), pressening/klimadug, ris/pinde.

Den hemmelige hule

Arbejdstid for to: En halv dag

Her gemmer man hulen bag en falsk væg. Rammerne kan fint være et mellemstort pulterkammer, et kælderrum eller på et loft. Væggen bygges af flyttekasser eller træplader (A). Hvis man bygger af flyttekasser, skal indgangen stives af med lægter eller stigetræ (B), så kasserne ikke falder sammen omkring indgangen.

Gem evt. indgangen væk ved at stille et bord henover (C) og gem i det hele taget væggen væk med lidt rod og ting, der passer godt ind i miljøet.

Du skal bruge: Et godt kælder- eller loftsrum, 8-10 store flyttekasser, træ til at lægge mellem kasserne og effekter/rod til at camouflere væggen.

Den geometriske hule

Arbejdstid for to: 2 dage

Først bygger du trekantskomponenterne, der består af en ramme af tre længder stigetræ/lægte á 1 meter, der skrues sammen. På rammen kan du vælge at montere en træplade, stof eller pressening, gennemsigtig dampspærre alt efter, hvad du har ved hånden (A). Til gulvet i hulen er lidt tykkere træplader gode at bruge. Trekantselementerne til gulvet skrues sammen længde mod længde og trekanternes spidser lægges på havefliser, der er nivelleret, så gulvet bliver nogenlunde lige (B).

Byg et element op af gangen og sørg for, at du har ekstra materialer. Hvert enkelt element skruer du sammen med det forrige med en skruemaskine i den vinkel, der giver mening (C). Husk at efterlade en dør, der udgøres af et trekantskomponent, hvor kun én side er fæstnet.

Du skal bruge: Til 15 trekantskomponenter skal du bruge 45 x lægter eller stigetræ á 1 meter x 5-6 cm og dækmateriale (kan være pressening/klimadug/træplader/stof), brædder, dampspærre, søm og skruer.

Til gulv: 6 kraftigere plader ca. 15-21 mm, 6 havefliser.

Prærievognen

Arbejdstid for to: 2 dage

Saml tre paller med de lange sider mod hinanden. Skru dem sammen og montér lister i mellemrummene med søm eller skruer, så gulvet fremstår komplet (A).

Skær facadestykker ud af plader. Facadens facon bestemmer man selv, men enklest, hvis de er ens. Skær en dør ud med en stiksav i den ene facade (B). Skær f.eks. ud til vindue i gavlen. Skru facaden og gavlen fast på gulvelementet i hver ende og afstiv facade og gavl med 6-8 længder stigetræ/lægter. Beklæd lægterne med lodrette brædder, stykker af lys pressenning (for lys) plader eller stof (C).

Du skal bruge: 3 europapaller, 2 identiske træplader som facade og gavl. F.eks. OSB-plade, krydsfinér eller lign. (ca. 1,2 m x 1,5 m), 3 træplader (2,4 m x 30 cm) , presenning, stof, skruer, paller, brædder.

Anders Barlebo

  • er kendt om 'Hulemester Barlebo' fra DR-programrækken 'Dansk Hulebyg' fra Ultra og Ramasjang. Se første afsnit her.
  • er indspilningsleder på tv-dramaproduktioner, når han ikke bygger huler sammen med skoleklasser.

Påskens forårsfridage er oplagte til at bygge huler med børnene. Se her, hvordan du gør.

Opslået af DR Nyheder på 25. marts 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve