Den legendariske, grundsjove og politiske: 3 komikere som inspirerer Tobias Dybvad

Tobias Dybvad er aktuel med en ny omgang af tv-programmet ’Dybvaaaaad’ og skal også snart landet rundt med et nyt show. Men hvem finder komikeren inspiration fra?

Komiker Tobias Dybvad har datet mere end nogensinde før den seneste tid. Både for at finde en kæreste, men også for at finde materiale til sit nye show. (Foto: Ida Wang)

Alt, hvad der sendes på de danske tv-kanaler, bliver flittigt – og på humoristisk vis – endevendt af Tobias Dybvad i programmet ’Dybvaaaaad’ på TV 2 Zulu.

I aften vender programmet tilbage med sin ottende sæson, men fans af komikeren har i årets løb også kunnet opleve Tobias Dybvad live på de danske scener, hvor han har været rundt for at teste materiale til sit kommende show.

Næste år venter nemlig hans store onemanshow ’Fasser Partner’, hvor han særligt kigger nærmere på dating, parforhold og scoreture.

Men hvilke komikere har den 36-årige komiker kigget til efter inspiration? Det deler han med dig her.

Frank Hvam

- Han har virkelig en naturlig sjovhed. Han er dejlig underspillet, og så har han altid sådan nogle gode og idérige formuleringer. Han er god til at tage chancer og sige noget, der afslører noget, og måske ikke er så flatterende om ham selv. Han satser noget, og det er sjovt at se på.

- Og så tager han tit nogle atypiske emnevalg. Han er bare grundsjov, konstaterer Tobias Dybvad.

Jonatan Spang

- Han er en af dem, jeg synes er bedst til at lave politisk satire. Man kan ikke sådan nødvendigvis lige regne ud, hvor han selv står politisk, og det bliver ikke sådan partipolitisk, men han kan virkelig finde nogle ægte ømme tæer at træde på, hvor man også selv bliver ramt af det.

- Og så er han altid den, jeg spørger til råds, hvis jeg er i tvivl om et eller andet karrieremæssigt. Han er ubetinget den, der kommer med de fedeste noter, hvis han lige er inde at se et prøveshow med mig. Han har et eller andet blik for, hvordan man bygger en historie op dramaturgisk. Der er noget grundrespekt for ham.

Steve Martin

- Da jeg selv begyndte at lege med min stil, var jeg meget inspireret af Steve Martin. Det tror jeg også godt, man stadig kan se i min stil. Den er sådan lidt legesyg. Han leger lidt, han er ovenpå uden at være det, og så punkterer han det lige til sidst. Det er jeg ret inspireret af.

- Jeg kan stadig lytte til noget af hans gamle standup fra 1970’erne, fordi det bare er så legesygt, og det er ikke så skabelonagtigt med et ’setup’ og en ’punchline’. Det er ligesom hele vejen derhen, der bare er sjov. Og så kan det godt være, at når han kommer derhen, at han bare punkterer det, og så var der slet ikke noget stort ’payoff’, og så var hele turen derhen lidt spild af alles tid. Det gør det bare ekstra sjovt og overraskende.

'Dybvaaaad' vender tilbage på TV 2 Zulu i aften med sin ottende sæson, mens Tobias Dybvads nye onemanshow, 'Fasser Partner', har premiere den 18. januar 2018.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve