Færdig med Flaskeposten? 7 effektive krimifilm fra før vi kunne sige 'nordic noir'

Der er guf at hente for Flaskepost fra P-fans i ældre skandinaviske spændingsfilm - og god spænding har jo ingen udløbsdato

Måske har du glemt dem, måske kender du dem slet ikke. Den skandinaviske krimitradition, som de internationale kulturmedier besynger - blandt andet med Jussi Adler-Olsens 'Afdeling Q'-serie - har også resulteret i en række effektive film (Foto: Jægerne / Flaskepost fra P / Strømer)

Med Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen 'Flaskepost fra P' skyller 'nordic noir'-bølgen ufortrødent videre ind over krimifans i ind- og udland. I den anledning spoler vi tiden tilbage til længe før Carl Mørck og resten af Afdeling Q - til en tid, hvor der også blev produceret krimier med sikker hånd.

Vi har plukket syv film, der er vidt forskellige i virkemidler, fortællestil og rammer. Én ting har de tilfælles, uanset om vi ved polarcirklen eller på Københavns tagtoppe: spændingen. Og som enhver krimifan ved, så har ondskab ingen udløbsdato. God fornøjelse!

Insomnia

Den norske thriller om mord, søvnløshed og skyld under midnatssolens utrættelige skær udløste klapsalver internationalt. Christopher Nolan genindspillede den i 2002 med Al Pacino og Robin Williams i hovedrollerne.

Men den arktiske noir-stemning med Stellan Skarsgård som den søvnløse kriminalbetjent, der mister fodfæstet, er svær at slå.

Instr. Erik Skjoldbjærg, 1997. Filmen er tilgængelig på dvd.

Jægerne

Krybskytteri, endeløse skove, lyssky affærer og en magtesløs landbetjent. 'Jægerne' er en vaskeægte thriller, der godt kunne ligne en western eller en skandinavisk udgave af 'På Udflugt med Døden'.

Tag ikke fejl, historien om betjenten Erik, der konfronteres med de uskrevne regler i et pilråddent langsbysamfund, har sin helt egen stil.

Instr. Kjell Sundvall, 1996. Filmen kan lejes til stream i Danmark - og ses gratis på filmstriben.dk

Skytten

En folkeafstemning vedtager, at der skal opføres atomkraftværk, og det får den tidligere professionelle skytte (Jens Okking) til at tage livet af tilfældige borger. Selv fodboldlegenden Allan Simonsen kan ikke føles sig sikker.

En paranoia-thriller hvis fokus på skellet mellem idealisme og ekstremisme er evigaktuel. Det blev understreget, da den blev genindspillet i 2013 med Kim Bodnia bag sigtet.

Instr. Franz Ernst og Tom Hedegaard, 1977. Filmen kan lejes til streaming og købes på dvd.

Falsk Som Vand

Poeten Clara indleder en affære med forlæggeren John. Hun flytter ind i hans lejlighed og han lader sig skille fra sin kone. Herefter begynder Clara at opleve ting i lejligheden og ligner et menneske på randen af nervøst sammenbrud. Atmosfæren i filmen emmer af ubehag, suspense og et langsomt tilløb til det uundgåelige.

Instr. Hans Alfredsson, 1985. Filmen er tilgængelig til streaming.

Strømer

Danmarks første bud på en hårdkogt-betjent-rydder-op-historie med Jens Okking i hovedrollen efter et forlæg af Anders Bodelsen. Historien om betjenten, der ingen midler skyr for at oprulle et kæmpe svindelkomplot, blev vel modtaget af pressen.

Datidens politikorps anbefalede dog, at man tog skildringen med et gran salt. Universet blev senere til tv-hittet 'Een Gang Strømer'.

Instr. Anders Refn, 1976. Filmen kan lejes til streaming og er tilgængelig på dvd.

Manden på taget

Skandinaviens grå excellencer inden for krimigenren, det svenske par Maj Sjöwall og Per Wahlöö, har skrevet forlægget til denne uhyggelige thrillerperle.

Kriminalkommissær Martin Beck kommer på sit livs mest morbide opgave: At opklare mordet på en kollega, der er blevet fundet slagtet på et hospital.

Instr. Bo Widerberg, 1976. Er tilgængelig til streaming.

Nitten Røde Roser

En ung sagesløs pige bliver offer for en spritbillist og kort efter dør en række mennesker. Det er afsættet for hævndramaet, der bl.a. præsenterer seerne for en debuterende Henning Jensen som iskold psykopat - og en purung Ulf Pilgaard, der bliver kørt i stilling som skuespiller.

Instr. Esben Høilund Carlsen, 1973. Filmen kan lejes til streaming.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve