Feberen er reddet: 5 film du skal se når du er syg

Det er sæson for influenza. Fem tv- og filmeksperter peger på filmen, der kan give dig en lidt sjovere uge på langs.

Langsomt tempo, ukompliceret handling og noget fra naturen er nogle af de pejlemærker, du kan gå efter, når feberen trænger sig på.

Influenzaen har naglet dig til sofaen, og dine basale behov er kogt ned til snotpapir, halspastiller og timevis af underholdning. Samtidig er dit overblik reduceret til et ikke-eksisterende niveau. Der er ikke andet at gøre end at overgive dig og vente på, det går over.

Med de rigtige film og lidt god vilje kan det godt lade sig gøre at trænge gennem febertågerne og hive noget meningsfyldt ud af en tv-skærm. DR Kultur har spurgt fem tv- og filmmennesker om, hvad de ser som den ultimative influenzabasker - og nederst i artiklen kan du komme med dit eget bud på alletiders sygefilm!

FOTO: Bjørn Bertheussen

Danske film. Gerne med Nikolaj Lie Kaas

Tv-vært Thomas Skov: - Sidst jeg var sløj, så jeg 'Dirch'. Jeg holder meget af danske film. Jeg holder meget af Dirch. Jeg holder meget af Nikolaj Lie Kaas. Det er den perfekte kombi.

- Der er ikke noget værre end at se film, hvor jeg skal koncentrere mig helt vildt for at følge med, når jeg er syg. Derfor foretrækker jeg danske film, for så kan jeg lukke øjnene og stadig forstå, hvad der sker. Det kan jeg også med en del engelske film, men franske, tyske, græske og alle andre film kan jeg ikke se med lukkede øjne, fortæller tv-vært Thomas Skov.

Dirch (2011) er instrueret af Martin Zandvliet og har Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe i hovedrollerne.

Hårdkogte film i influenzavenlige farver

Vinca Wiedemann, rektor på Den Danske Filmskole: - Når man har influenza, skal man undgå tårepersere. Hovedet er tungt nok i forvejen, og man skal ikke risikere, det går i bihulerne. Man har også rigeligt i at have ondt af sig selv, og derfor må det gerne være lidt hårdkogt.

- Man bør gå efter film fra 40'erne og 50'erne, som er en storhedstid for genrefilm, melodramaet, gangsterfilm og film noir. Det er arketypiske fortællinger i et filmsprog, som vi forstår uden problemer i dag. Det går behageligt langsomt, det er gode fortællinger og fantastiske skuespillerpræstationer, hvilket er vigtigt - man bliver jo endnu mere deprimeret, hvis man ligger og ser noget, der er dårligt.

- Den ultimative influenza-film er 'Borte med Blæsten'. En af de første farvefilm i de mest fantastiske technicolor-farver, der ikke tricker en hovedpine.

Borte Med Blæsten (1939) er instrueret af Victor Fleming og har Clark Gable og Vivien Leigh i hovedrollerne

Hvidt brød med nutella

Tv-vært Ane Cortzen: - Jeg så samtlige sæsoner af 'RuPaul's Drag Race' på Netflix, sidst jeg var syg.

- Det er det perfekte influenza-tv, fordi det først og fremmest er fascinerende, underholdende TV, der både nedbryder fordomme og giver indblik i en lukket verden. Men samtidig er det ligeså let at fordøje som nutella på hvidt brød og føles blot som skør drøm, man hurtig glemmer igen.

'RuPaul's Drag Race' er en reality-serie, hvor den amerikanske skuespiller og drag queen RuPaul er på jagt efter den næste drag-superstjerne.

Fiskefilm, hovedpinepiller og godt med væske

Læge og tv-vært Peter Qvortrup Geisling: - Når man har influenza, må det ikke være højpandet, og det skal være så ukompliceret, at man kan slå hjernen fra og stadig følge med. Der er faktisk kun én slags film, der til fulde dækker de behov, man har i den situation, og det er naturfilm. Ligegyldigt hvor syge vi er, forstår vi de spilleregler, der er i naturen.

- Verdens bedste influenzafilm er 'Medefiskeri - under overfladen'. Her har instruktør Niels Vestergaard lagt et kamera på bunden af en klar sø og lokket fiskene til med en rigtig god specialblanding. Og så begynder han at fiske.

- Endelig får vi at se, hvordan fiskene i de danske søer reagerer, når de bliver fanget. Monsterspændende! Og stikker hele flokken af skaller, braser eller aborrer af, når en af vennerne bliver fanget? Nej, de spiser bare videre.

- Suppler med to hovedpinepiller hver sjette time, rigeligt med væske og spis det, du har lyst til.

'Medefiskeri - under overfladen' er instrueret af Niels Vestergaard og har bl.a. aborrer, skaller og braser i hovedrollerne.

Et godt gensyn med solidt håndværk

Casper Tybjerg, filmhistoriker og lektor på Københavns Universitet:- En god feberfilm er en film, man kender så godt, at man kan blunde ind imellem uden at blive hægtet af. Den skal ikke være for krævende, men omvendt god nok til at man gider se den mange gange. Optimalt baserer den sig på situationer snarere end et raffineret plot, og scenerne skal være så gode, at man kan fornøje sig over dem, selv hvis de er løsrevet fra sammenhængen.

Jeg anbefaler 'Flygtningen', som er et stykke bundsolidt Hollywood-håndværk, der lever op til disse kriterier.

'Flygtningen' (1993) er instrueret af Andrew Davis og har Harrison Ford og Tommy Lee Jones i hovedrollerne.

Hvilken film vil du se, når du er syg - og hvorfor? Skriv titlen og din begrundelse i kommentarfeltet herunder!

Er du en af dem, der døjer med influenza, som det netop nu er sæson for? Så kan denne guide måske opmuntre lidt:

Opslået af DR Nyheder på 27. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve