Festival-træt? 5 finurlige serier der gør mirakler for dine tømmermænd

Glem de dødsensalvorlige serier med Agent Cooper og Offred for en stund. Her er, hvad din festivalbombede krop har brug for. Tilsæt junkfood.

Rapperen Kidd synger: 'For jeg har drukket til jeg sejled’, set mig selv i spejlet, fuck om jeg har fejlet, jeg har det ligesom Fetterlein'. Fiktionsserien 'Fetter' portrætterer en udgave af den tidligere tennisspiller. (Foto: Viaplay)

Din krop føles som om, at du egenhændigt har opført Kheops-pyramiden. Og din samvittighed føles som om, at du har gennemført fire julefrokoster i streg.

Med andre ord er årets Roskilde Festival veloverstået, og nu indtræder den del af ritualerne, der handler om at slikke sårene.

Kort om skribenten

Film- og serienørderne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb er værter på P3-programmet ’Den sorte boks’.

Ugentligt præsenterer de det bedste inden for stream og bio her på dr.dk.

Alle ved, at serier er lige så vigtig kur som masser af god, fed, salt mad. Men hvilke serier? Glem lige 'House of Cards's avancerede rænkespil og 'Handmaid's Tale's grå dystopi og 'Twin Peaks: Returns' avantgardistiske fortælleformer.

Omfavn i stedet en række serier, der emmer af kvalitet og underholdning, men på den gode, uforpligtende måde.

Den hyggelige: Master of None

Der er ikke noget bedre end at være i trygge hænder, når ens krop er under angreb af tømmermænd fra helvede. Derfor kan du enten vælge at ringe til en god ven eller hænge ud med verdens hyggeligste komiker Aziz Ansari i den fabelagtige dramedy-serie 'Master of None'.

Specielt i anden sæson rammer Ansari Woody Allen’ske højder med sin hverdagsagtige humor og stemningsfulde bybilleder. Denne her serie kan ses på alle årets dage, men den er særdeles velegnet til en selvmedlidende dag på sofaen.

To sæsoner. Er tilgængelig på Netflix.

Den virkelig sjove: Silicon Valley

Det er ikke unormalt at være i dårligt humør, hvis man aftenen forinden har lagt an på alt og alle, kastet op i naboens telt og sat ild til sit hår i forsøg på at imponere med en Flaming Lamborghini.

Derfor har du brug for den sjoveste komedieserie på streamingtjenesterne, og det må simpelthen være Mike Judges 'Silicon Valley' om et hold nørdede tech-iværksættere.

Serien syder af samfundssatire, men det er leveret med geniale one-liners af nogle af USA’s bedste komikere heriblandt T.J. Millers legendariske idiotfigur Erlich Bachman der uden at blinke er dum nok til, at mansplaine begrebet ‘mansplaining’ til sin kvindelige chef.

Fire sæsoner. Er tilgængelig på HBO Nordic.

Den der sætter det hele i kontekst: Fetter

Kidd sang engang 'For jeg har drukket til jeg sejled’, set mig selv i spejlet, fuck om jeg har fejlet, jeg har det ligesom Fetterlein'.

Det er naturligvis en reference til den tidligere tennisstjerne Frederik Fetterlein, som er berygtet for at gå hårdt til den oppe i baren. I den sygt undervurderede fiktionsserie ‘Fetter’ kan du følge Fetterleins kaotiske drukliv og som med et trylleslag få sat dit eget liv i flatterende kontekst.

‘Fetter’ er ikke bare god til tømmermænd, men en oprigtig sjov serie med et veloplagt cast, der støtter godt op om den charmerende drukmås.

11 afsnit. Er tilgængelig på Viaplay.

Den med kæresteproblemer: Yes No Maybe

I serien 'Yes No Maybe' følger vi den Tinder-afhængige Mads, der efter at være blevet dumpet bearbejder kærestesorger på sundest mulige vis; han seriedater sig igennem samtlige virtuelle profiler på den fiktive dating-app 'Yes No Maybe'.

Det kommer der en enormt underholdende serie ud af, og de forskellige dates har alle noget genkendeligt over sig. Som et lille biprodukt kan du lade dig inspirere af Mads og få din sofabundne krop ud og møde nogle mennesker i stedet for ærgre dig over at aftenen i går ikke gik som planlagt.

Du er alligevel mere attraktiv, når du ikke er fuld.

Otte afsnit. Er tilgængelig på DR TV.

Den relaterbare: Crashing

Når man er helt nede, kan det nogen gange være underligt betryggende at se på nogen, der har det værre end sig selv.

Men i stedt for at tygge sig igennem tomme reality-kalorier, så balancerer HBO’s komedieserie 'Crashing' om en hjemløs komiker perfekt i mellem at være velskrevet underholdning samtidig med, at man kan spejle sig lidt i hovedpersonens moderate weltschmerz.

To sæsoner. Er tilgængelig på HBO Nordic.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve