Fra Keld & Hilda til Fede Finn: 10 af dansktoppens største poplandeplager

I anledning af Dansktop Prisen præsenterer P5-vært Leif Wivelsted et stykke kulturarv, som de fleste kan synge med på

Keld og Hilda Heick er blandt de optrædende til Dansktop Prisen, der også bliver sendt på DK4. (© (c) Scanpix)

Der er få genrer inden for dansk musikkultur, der som Dansktoppen har stået model til lidt af hvert. Fællesnævneren for ukompliceret, let fordøjelig dansksproget pop, er blevet hyldet af én del af befolkningen med stort pladesalg - men samtidig latterliggjort af en anden.

Uanset hvilket gruppe man tilhører, hersker der ingen tvivl om, at Dansktoppen er blevet en del af dansk musikhistorie. I aften hyldes Danmarks bedste hitmagere inden for genren, når Dansktop Prisen for første gang bliver uddelt ved et stort show i Jyske Bank Boxen.

Fra Dansktoppens start i 1968 og frem til i dag, peger vi på udvalgte sange, der tegner en genre, der har haft kolossal indflydelse i dansk musikarv - og fortsat har det:

'Vi skal gå hånd i hånd' (1968)

Det bliver ikke mere harmonisk og romantisk end i budskabet fra Keld Heick. En nærmest uovertruffen hyldest til det sorgløse parforhold. Kirkeklokkerne ringer, fuglene synger, solen synker – ja, alt er fryd og gammen. Det var sorgløse tider, da startskuddet til Dansktoppen gik i 1968.

Keld Heick - Vi ska' gå hånd i hånd

'Pas på den knaldrøde gummibåd' (1970)

Birthe Kjær gjorde sin entre i 1968 med 'Arricvederci Franz', og opnåede efter få år status som Dansktoppens ukronede dronning. 'Gummibåden' er et af de talløse hits, hun har haft og et ultimativt bevis på Birthe Kjærs folkelige appeal.

Birthe Kjær - Den knaldrøde gummibåd

'Der er noget galt i Danmark' (1971)

I 1971 var der ingen der troede på sangen, der i første omgang fik status som b-side på en single. Men "bagsiden" blev til forsiden, og med sangen tegnede John Mogensen et portræt af Danmark, der desværre aldrig bliver uaktuelt.

John Mogensen - Der er noget galt i Danmark

'Hvis tårer var guld' (1971)

Det hører til sjældenheder, at en debutindspilning rammer plet og bliver et historisk hit, men det er præcis sådan, det forholder sig med 'Hvis Tårer var Guld'. Trods det noget tragiske budskab, er der ingen tvivl om at tårerne for Susanne Lana blev til glædestårer – en Dansktop-stjerne var født.

Susanne Lana - Hvis tårer var guld

'Wimmersvej' (1975)

Alle kender Wimmervej, men ingen ved, hvor den ligger. Altså lige bortset fra at den i 1975 lå i toppen af hitlisterne. Bamse og vennerne satte om nogen Århus på det musikalske danmarkskort. Wimmersvej var den første af en lang række sange med Flemming 'Bamse' Jørgensen 'undersættelser af udenlandske sange, der blev gruppens varemærke op gennem 70’erne (lyt iøvrigt til en udgave af originalen 'The Lion Sleeps Tonigt' her).

Bamses Venner - Wimmersvej

'En lille ring af guld' (1993)

Kandis var dømt til succes. Med Bjørn Hansen (& Okay) som det fædrene ophav kunne det ikke gå galt for Johnny og hans kvartet. De slog igennem i 1993 med 'En lille Ring af Guld', og siden er det blevet til lang række forgyldte hits i dansevenlige indpakninger.

Kandis - En lille ring af guld

Hammer hammer fedt (1996)

Jacob Haugaard, manden bag Kim Larsen’s 'Havveje', var ifølge eget udsagn bare "en Skalling fra Malling", men han havde dog et omfattende bagkatalog, da han i 1996 storhittede med 'Hammer Hammer Fedt'. "Han grinede fjoged og lettede på grydelåget", som han selv udtrykte det. Den ukomplicerede Haugaard tog nationen med storm.

Jacob Haugaard - Hammer hammer fedt

'En hel flaske rom' (2002)

Peter Vesth har aldrig haft det store held i kærlighed. Han måtte i starten af karrieren nøjes med at være 'Vera’s Vinterven'. Senere søgte han lykken i Fåborg – det gik heller ikke, så det endte med en hel flaske rom en søndag formiddag. Peter Vesth med en af de mange folkekære succes’er.

Peter Vesth - En hel flaske rom

'Avenuen' (2005)

Med tekst af Peter og Anders Lund Madsen og musik af Kim Larsen tog Trine Dyrholm pulsen på livet i overhalingsbanen, hvor vi lader os forføre i stedet for at føre, hvor man den ene dag er håbefuld og den næste bare fuld, og illusionerne bliver til tømmermænd.

Trine Dyrholm - Avenuen

'Kærligheden Brænder' (2005)

40 år skulle der gå, inden Lennart Johannessen og Co. fra Fede Finn & Funny Boyz slog igennem – og hvilket gennembrud. Kærligheden brændte i den grad igennem og gik lige ind. Sangen blev en landeplage og et bevis på, hvad et godt omkvæd betyder for en sang.

Fede Finn & Funny Boyz - Kærligheden brænder

Lars Wivelsted

  • Er vært på Dansktoppen, der præsenterer musik hver lørdag på P5.
  • Har formidlet musik i DR siden 1974 og har selv spillet musik, bl.a. i diverse aarhusianske pigtrådsorkestre

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve