Genistreger: 5 prisvindende tegneserier der sætter sig fast

Du kan møde cubanske revolutionære, bådflygtninge og postapokalyptiske dinosaurer i de tegnede fortællinger, der modtog prisregn i dag.

Der bliver taget nogle brandaktuelle temaer op i årets prisvindende tegneserier fra Danmark. Her er det fra 'Zenobia'. (Foto: Fra 'Zenobia' af Morten Dürr / Lars Horneman © Forlaget Cobolt)

For tredje gang hyldes den tegnende historiefortæller, når Claus Deleuran-prisens fem kategorier uddeles.

Prisen, der er opkaldt efter den afdøde danske tegneserieforfatter, afholdes i anledning af Copenhagen Comics Festivalen, der finder sted i Øksnehallen i København i dag og i morgen.

Vi præsenterer vinderne her, og hvis man ikke er hjemmevant i tegneseriernes spændende verden, er der rig mulighed for at gå i gang her:

Bedste danske tegneserie: Zenobia

“Zenobia” er historien om syriske Amina, der er på flugt fra krigen.

Hun sidder i båd for at krydse Middelhavet, men pludselig tipper båden af en bølge.

Amina havner i det kolde vand. I et langt flashback oplever vi nedslag fra hendes liv i Syrien før, under og efter krigen forandrede hendes tilværelse.

Tekst: Morten Dürr. Tegnet af: Lars Hornemann. Forlaget Cobolt. 100 sider.

Bedste danske tegneseriedebut: Vand til blod

Et lyn slår ned i Lea, men hun dør ikke. Lynet gør hende blot stærkere. Hendes far siger, det er guds vilje, at Lea får sære, overmenneskelige kræfter.

Tekst: Morten Dürr. Tegnet af: Lars Gabel. Carlsen. 256 sider.

Bedste danske tegneserietegner: Det Cubanske Efterår

Jan Stage var indtil sin død i 2003 landets førende krigsreporter - og en kontroversiel figur - da han kom tæt på den cubanske revolutions førende aktører.

'Det cubanske efterår' er Hesseldahls og tegner Henrik Rehrs personligt fortalte historie om Stages liv og levned – på godt og ondt.

Skrevet af: Morten Hesseldahl. Tegnet af Henrik Rehr. Fahrenheit. 80 sider.

Bedste danske tegneserieforfatter: Dansker

Tegneserien handler om en manden James, der kæmper for at finde sig selv i det fremmede land, der nu er blevet hans hjem.

Vi oplever den tunge, mentale bagage han har med, de mennesker og det system, han møder. Derudover introduceres vi ti de børn, han sætter i verden, og som han ikke længere vil svigte.

Skrevet og tegnet af: Halfdan Pisket. Fahrenheit. 156 sider.

Bedste danske tegneseriefarvelægger: Turbo Fang

En tegneserie uden ord. Historien foregår i et postapokalyptisk samfund, hvor blodtørstige dinosaurer lurer bag hvert gadehjørne.

Her forsøger en lille gruppe langørede individer at overleve. Heldigvis lykkes det dem som regel at narre uhyrerne.

Skrevet, tegnet og farvelagt af: Rune Ryberg. Rune Ryberg. 70 sider.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve