Gulp! 5 tegneserier der skildrer virkelighedens helte og skurke

I denne uge får (endnu) to biografier biografpremiere. Per Juul Carlsen guider til saftige og sandfærdige biografier - fortalt ved hjælp af tegneserier.

Jeffrey Dahmer (midten) regnes for at være én af de mest makabre seriermordere i USAs historie. Nu er historien om ham lavet som grafisk novelle. (© Forlaget Farhenheit)

Sådan cirka hver anden uge byder de danske biografer på en ny film baseret på en virkelig berømtheds liv.

I denne uge byder bifferne minsandten på hele to:

Danske ’Den bedste mand’ om bokseren Jørgen ’Gamle’ Hansen, der blev europamester i den sene alder af 36 år, blot nogle uger efter at have ligget i coma med meningitis.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Og ’All Eyez on Me’ om den amerikanske raplegende 2Pac, der var talsmand for unge sorte amerikanere, inden han blev myrdet som 25-årig.

I bogverdenen bliver kendissers virkelige liv også endevendt. Ja, selv i tegneserieverdenen, der ellers altid har nydt at kaste sig ud i fantasier og overnaturlige helte, dukker biografierne op med stadigt kortere mellemrum.

(© Edvardmunch.org / Forlaget Fahrenheit)

’Munch’ - Steffen Kverneland

Edvard Munch, ham med ’Skriget’, regnes for Nordens mest betydningsfulde kunstmaler.

Og hans landsmand, tegneren Kverneland, leverer en biografi, der kan matche.

Kverneland er en fabelagtig tegner, der ubesværet springer rundt mellem utallige stilarter – og endda fotos af sig selv på research – for at vise Munchs eksplosive følelsesliv.

Hvorfor er Edvard Munch (1863-1944) interessant?

Der blev tænkt ambitiøst blandt de kæmpe kunstneregoer omkring 1900, og den norske maler satte virkelig følelserne i kog - både sine egne og borgerskabets. Det er ofte vanvittigt og morsomt, men ikke mindst skidespændende.

Udgivet af Forlaget Fahrenheit (2015)

(© Scanpix / Forlaget Fahrenheit)

’Det cubanske efterår’ - Henrik Rehr og Morten Hesseldahl

Journalisten og forfatteren Jan Stage tryllebandt læserne i flere danske aviser med krigsreportager kloden rundt.

Han blev ofte beskyldt for at være et brovtende ego, der smurte tykt på, men engagementet og eventyrlysten fejlede ikke noget.

Rehr og Hesseldahl tager her udgangspunkt i Stages kamp for revolution i Cuba og Sydamerika – i selskab med bl.a. Che Guevara.

Hvorfor er Jan Stage (1937 – 2003) interessant?

Få har som Stage levet et eventyrligt liv i verdens brændpunkter. Han fik prøvet livet af, mens han havde det. Den slags mennesker er altid spændende.

Udgivet af Forlaget Fahrenheit (2016)

(© Forlaget Fahrenheit)

’Den femte Beatle’ - Vivek J. Tiwary, Andrew C. Robinson & Kyle Baker

Rundt regnet 25 mennesker er blevet udråbt til ’den femte Beatle’ gennem tiderne, men få så vedholdende som Brian Epstein, manager for The Beatles.

Han søsatte et af historiens største popfænomener, alt imens han sloges for sin homoseksualitet, der var forbudt ved lov i England i 1960’erne.

Epsteins historie er rodet fortalt her, men Robinsons billedkompositioner er fantastiske.

Hvorfor er Brian Epstein (1934-67) interessant?

Folk, der trækker i trådene, så andre kan blive berømte, er fascinerende. Ikke mindst Epstein, "der skabte verdens største fest, men glemte at invitere sig selv". Han begik selvmord, mens de fire andre Beatlers succes var på sit højeste.

Udgivet af Forlaget Fahrenheit (2017)

(© Abrams Comics Art)

’My Friend Dahmer’ - Derf Backderf

Jeffrey Dahmer pinte og torturerede sine 17 ofre ihjel.

Han er indprentet i amerikansk bevidsthed som en af landets mest uhyggelige seriemordere.

Den detalje hopper tegneren Derf over og fortæller i stedet om den Dahmer, han gik i high school med i Richfield, Ohio. Det er en grum beretning om en ung mand, som blev ladt helt i stikken af sine omgivelser.

Hvorfor er Dahmer (1960-94) interessant?

Ved at fortælle om de unge år tvinger Backderf læserne til at opfatte Jeffrey Dahmer som et menneske og ikke et udyr. Det gør ’My Friend Dahmer’ til endnu mere grum – og lærerig – læsning.
Udgivet af Abrams Comics Art (2012)

(© Scanpix / Forlaget Fahrenheit)

’Coltrane’ - Paolo Parisi

Jazzmusikeren John Coltrane er et spøjst valg til en tegneseriebiografi, eftersom personligheden ligger i hans meditative, højtflyvende musik, som man af gode grunde ikke kan høre i en grafisk novelle.

Men det lykkes italieneren Paolo Parisi, der selv er musiker, at formidle både menneske og musik i enkle, jazzede sort/grå/hvide tegninger.

Hvorfor er Coltrane (1926-67) interessant?

Coltrane var et reserveret menneske, der lukkede op for alle følelsessluser, tog på stjernerejse med sin musik og skabte en helt ny lyd, der stadig inspirerer i dag. Det er en utrolig kontrast.

Udgivet af Forlaget Fahrenheit (2012)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve