Har du allerede set originalen? 5 spin-off-serier, der stadig holder

I dag fylder ’Venner’-skuespiller Matt LeBlanc 50 år. Efterfølgeren ’Joey’ floppede, men bare rolig: Her er fem spin-off-serier, du i stedet bør se.

De fleste kender nok Matt LeBlanc (i front) som den naive, og altid sultne, Joey Tribbiani i NBC tv-serien 'Venner' og senere i spin-off'en 'Joey'. (© NBC AMC Warner)

Han var typen, der slæbte en ny kvinde med hjem hver nat og droppede hende næste dag.

Selvom Joey Tribbiani måske ikke behandlede sine erobringer pænt, så vandt scorekarlen alligevel så mange hjerter, at karakteren fik sin helt egen tv-serie i kølvandet på storhittet ’Venner’ (1994-2004).

Keld Reinicke

Dansk tv-mand (f. 1969)

Medvirkede til opstarten af DR2, TV2 Zulu, Charlie og har siddet adskillige år i chefstolen for det samlede indhold til TV 2's hovedkanal.

Underviser på Den Danske Filmskole, primært i amerikanske tv-serier og seriernes nye guldalder.

Bliver hyppigt brugt som ekspert i tv-serier i aviser, radio og tv.

Skuespilleren bag den ukuelige skørtejæger hedder Matt LeBlanc.

Som del af den populære sekstet af samlevende venner var hans karakter den eneste, der fik sin egen tv-serie i spin-off'et ’Joey’.

Dog oplevede efternøleren ikke lige så stor succes som sin populære storebror og blev allerede lukket efter to sæsoner - ja, faktisk allerede inden.

For 'Joey' blev så dårligt modtaget, at produktionsselskabet valgte aldrig at vise komedieseriens sidste episoder.

I dag fylder Matt LeBlanc 50 år og har med tiden fået oprejsning, blandt andet som sig selv i den amerikansk-britiske komedieserie ’Episodes’ og som vært for BBC Two's 'Top Gear'.

Vi har givet depechen videre til tv-mand og serieekspert Keld Reinicke, der her anbefaler fem mere vellykkede spin-off-serier, du kan se, hvis du allerede har set originalerne.

(© NBC)

Kongen af spin-offs: 'Frasier' - 'Sams Bar'

Har du nogensinde tjekket ind på 'Sams Bar' (1982-1993), så har du sikkert også mødt psykologen og stamgæsten Frasier Crane.

Vi møder ham først i seriens tredje sæson, hvor han egentlig skulle have været et kort bekendtskab ved bardisken, men Frasier vokser sig så populær, at han til sidst får sin helt egen serie udenfor den velfrekventerede tv-bar.

- Det er sjældent, det sker, at man laver en serie, der bliver ligeså stor som originalen, men 'Frasier' er simpelthen kongen af spin-off-serier, siger Keld Reinicke om serien, der handler om psykiaterens liv i Seattle, efter han er vendt tilbage fra Boston.

Reinicke uddyber, hvorfor han synes, 'Frasier' (1993-2004) stadig holder i dag:

- Når spin-offs er gode, så får man stemningen fra det gamle univers sammen med noget nyt. Der er elementer i 'Frasier', som udvider det univers, der fandtes i 'Sams Bar', men samtidig er serien sin helt egen.

(© AMC)

Den bedste lige nu: 'Better Call Saul' - 'Breaking Bad'

Han er en værre krejler, den lige så snarrådige som slebne advokat Saul Goodman.

Ikke bare kridter han forbryderbanen op for skolelæreren Walter White, men han hjælper også den tidligere skolelærer, nu nyslået narkokonge, ud af alskens suppedaser i løbet af AMC's hæderkronede tv-serie 'Breaking Bad'.

Alligevel er den tvivlsomme advokat svær ikke at holde af - især efter at have set spin-off'et 'Better Call Saul' (2015-), hvor man stifter bekendskab med en yngre udgave, der egentlig bare længes efter anerkendelse som den dygtige advokat, han i grunden er.

- Saul Goodman spillede en forholdsvis lille karakter i 'Breaking Bad', men en virkelig markant én af slagsen. Derfor har han fået sin egen vellykkede spin-off, hvis tredje sæson helt imponerende er nomineret til en Emmy for bedste serie, siger Keld Reinicke og tilføjer:

- Det er helt sikkert den bedste spin-off i øjeblikket.

(© AMC)

Den intelligente: 'Fear the Walking Dead' - 'The Walking Dead'

Ingen ville røre zombier med en ildtang, så i første omgang fik 'The Walking Dead' (2010-) ikke grønt lys. Men med lidt overtalelse lykkedes det og én af nyere tids mest populære serier blev født ud af Robert Kirkmans grafiske tegneserieforlæg.

- 'The Walking Dead' er en af de mest sete tv-serier i USA overhovedet og en af de helt store serier, der bliver streamet i verden. Så selvfølgelig har man forsøgt at spinde guld ved at lave en spin-off serie, siger Keld Reinicke om zombieserien, der med 'Fear the Walking Dead' har fået en lige så feteret lillebror.

'Fear the Walking Dead' (2015-) foregår i tiden under sheriffen og hovedpersonen Ricks blackout, hvor man langsomt ser, hvordan og hvorfor det gik så galt, som det gjorde.

- Jeg synes egentlig, at 'The Walking Dead' er lidt federe, men det er en spin-off, der er værd at tage med, fordi den er så originalt løst, siger Keld Reinicke og tilføjer:

- Og så har de formået at lave en serie, der stort set har samme seertal som originalen, hvilket er ret godt gået.

(© Warner)

Til teenagerne: 'Angel' - 'Buffy - Vampyrernes Skræk'

At 'Buffy - Vampyrernes Skræk' (1997-2003) egentlig i sig selv er en spin-off af en spillefilm fra 1992 ved nok de færreste.

Og for at gøre det ekstra besværligt, så fostrede den dødpopulære teenagerserie om den vampyrdræbende gymnasiepige - spillet af 90'er-darlingen Sarah Michelle Gellar - selv en spin-off: Nemlig 'Angel' (1999-2004), der handler om Buffys mandlige modstykke, kæresten Angel.

- Der er ingen tvivl om, at vi stadig er i teenageland, men man har formået at flytte Buffy og alle bikaraktererne ind i en ny ramme, der fungerer, siger Keld Reinicke og tilføjer:

- Hvis man er til romantik, kys og bid fungerer det rigtig godt. Det er sjældent, at man kan sige det om teenagerserier.

Den klassiske: 'CSI: Miami' - 'CSI: Crime Scene Investigation'

I den klassiske kriminalserie 'CSI: Miami' (2002-2012) er vi langt fra hipsterlands smarte serier. Som en spin-off af 'CSI:Crime Scene Investigation' er den neonsvøbte Miami-pendant dog mere kulørt end den lidt vindtørre original, mener Keld Reinicke.

- Der er lidt flere damer og åbentstående skjorter, og de har formået at spinne konceptet i en retning, der giver serien mere varme og overskud, siger serie-eksperten.

- De har givet den et skud 'Miami Vice' (hæderkronet serie fra 1980'erne, red.), der bare gør den mere cool i sit visuelle udtryk, selvom vi dybest set kender historierne fra alle mulige andre krimiserier, slutter han.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve