Her er de 5 essentielle værker om krigens rædsler

Blandt andre har PJ Harvey og Lars von Trier gjort det umulige, ifølge dramatiker, der er aktuel med ny opsætning

Selvom krig ikke er et direkte tema i Lars von Triers 'Dogville', så rammer den hovedet på sømmet, mener Peter-Clement Woetmann, der er aktuel med opsætningen 'Til Mine Brødre' (Foto: Fra 'Dogville')

Hvordan gør man en så ubegribelig ting som krig begribelig?

Den danske film 'Krigen' gør så flot job, at den er kommet med i opløbet om en Oscar. Og flere steder i landet er konsekvenserne ved krigsdeltagelse kommet på dagsordenen i kulturen - og ikke kun i medierne.

I denne weekend har opsætningen 'Til Mine Brødre' premiere på Aarhus Teater. I den anledning har vi bedt dramatiker Peter-Clement Woetmann om at pege på nogle essentielle værker inden for musik, film. litteratur osv. der kan gøre os klogere på det uforståelige.

1. Hvad sker der efter krigen?

- Lige siden jeg så de første værker af Anselm Kiefer, har jeg været fascineret af ham. Han arbejder ovenpå den tyske historie, oven på den europæiske historie, oven på en historie, der er vores.

- Det er en historie, der har sit udspring i 2. verdenskrig. Det er en historie om nationalisme, mytologier og slagmarker. Det er som om, Kiefers værker allerede ér ruiner, når de bliver skabt. Se dokumentaren 'Over Your Cities Grass Will Grow' eller kig på dette maleri.

'Over your Cities Grass will grow', dokumentar, instr. af Sophie Fiennes 2010.

Over Your Cities Grass Will Grow - In Cinemas Oct 15th

2. Fra soldatens synspunkt

- 'Armadillo' er et hovedværk i forhold til det danske militære engagement. Punktum. Jeg oplever det som et meget unikt indblik i det livsrum, der er soldatens. Fællesskabet. Meningsløsheden. Tomheden. Stoltheden.

'Armadillo', dokumentar, instr. af Janus Metz, 2010.

Armadillo - Official Trailer [HD]

3. Kunstnerisk smadder

- Hvad skal man sige om Lars von Triers 'Dogville', andet end at det er en fucking god film. Punktum. Handler den om krig. Nej. Handler den om menneskelige fællesskaber og mennesket på flugt? Ja. Er den engageret i sin tid og et hovedværk i de sidste mange års politiske og kunstneriske smadder? Ja. Lars von Trier er danskhed par excellence. Det er folkeligheden, der har sneget sig ind på parnasset

'Dogville', instr. Lars von Trier, 2003.

Dogville - Trailer

4. Musikken viser krigen

- PJ Harveys 'Let England Shake' er bare fucking god. Jeg kunne også skrive: Hvordan lyder krigen? Som 'Let England Shake'. Måske. Måske ikke. Det er bare om at sætte sig og falde længere og længere ind i musikken.

'Let England Shake' af PJ Harvey, 2011.

PJ Harvey - Let England Shake

5. Hvad gør krigen ved et menneske?

- 'Vi slår ihjel - og lever med det' er et fremragende indblik i, hvad det er for en virkelighed, vores soldater indgår i. Hvad er det for drømme, der driver dem? Hvad er det for følelser, de står med, når de kommer hjem?

- Vi taler for lidt om de krige, vi engagerer os i. Og det dur sgu ikke. Når man sender et lands sønner i krig, er man forpligtet til at have hele landet bag sig. Hvis man ikke har det, danner man grobund for en splittelse i samfundet, der kun bliver sværere at samle igen.

'Vi slår ihjel - og lever med det' af Lars R. Møller, 367 sider, 2014.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve